Tahe Lifestyle 494 kajak
Lifestyle 494 er en kajak fra Tahe Marine, en estisk fabrik ved Tartu og Viimsi i Estland, og fås i mange farver og materialer. Den testede model er i hvid og sort og er udført i glasfiber. Modellen er bred og har et meget stort cockpit, hvilket gør den en fin begynderkajak. Samtidigt laster den 145 kg, så den er velegnet til en roer af middelstørrelse med oppakning til flere dage.
Introduktion
Som ved andre kajakker fra Tahe Marine, så er fremstillingskvaliteten generelt rigtig god. Glasfiberen er pæn og jævn og tilpas tyk, så er ikke kommer stjerneformede revner, selvom kajakken bruges til selvredning og balanceøvelser. Det er desværre ikke en selvfølge ved flere kajakfremstillere, men det lader til, at Tahe Marine har fint styr på den del.
Tahe Marine beskriver selv kajakken som overordentlig stabil og velegnet som begynderkajak. Denne test vil se nærmere på håndtering og stabilitet, for det er det vigtigste ved en begynderkajak.
Udstyr
Som det fremgår af navnet, så er Lifestyle 494 en kajak med en længde på 494 cm. Med en bredde på hele 61 cm. og en let v-formet bund, er kajakken stabil og egentligt overraskende hurtig. Det skyldes vandlinjens længde, der er ret stor, da kajakken ikke har et egentligt spring.
Lifestylen har ikke ret mange dæksliner, specielt ikke bagpå, så her kunne Tahe godt gøre mere. Især da den ikke har en dagsluge. Så det er lidt mærkeligt, at der ikke er en eller anden form for net til vandflasker eller lignende. Det er dog relativt nemt at lave selv, men burde være standard.
Lifestyle kan ikke leveres med finne, men har som standard ror. Det er udemærket, da det letter drejning af kajakken for specielt begyndere. Når roret ikke er i brug, så stritter det op i luften, hvilket er et særkende for firmaet bag roret –Smart Track. Det ser lidt fancy ud, og og sidevind er det ikke verdens smarteste løsning, hvis roret ikke er i vandet. For i forvejen er kajakken ret vindfølsom. Pedalerne kan justeres, så de passer til benlængden ved at trække i nogle plastic-håndtag. En smart detalje, idet det kan gøres mens man sidder i cockpittet. Snoren til roret kan fastgøres til en lille skrue-top af plastic, idet enden af snoren er en lille kugle, der passer over skrue-toppen. Denne er dog anbragt så tæt på cockpitkanten, at dette lille nummer ikke lader sig gøre med et spray monteret.
Cockpittet er af de store og giver let adgang selv for lidt større eller lidt stivere personer. Samtidigt er dækket ret højt, så der kan skiftes benstilling under roturen. Fint, hvis man lider lidt af sovende ben. I afdelingen for gimmick er bunden i cockpittet af kork med gennemsigtigt glasfiber oven på. Det ser fint ud med et sådan korkgulv i kajakken.
Også to regulære pak-rum er der i kajakken. Begge med et stort plastik-låg fra kajaksport. Så der er gode muligheder for at pakke til weekendturen. Også kajakkens bredde giver mulighed for at have en del under dæk.
Sædet og ryglænet er komfortable og bagdelen er godt fikseret til kajakken. Jeg sidder ikke så godt i sædet, der presser på mine underlår og lukker for blodet. Det kan give lidt sovende ben. Andre har dog ikke det problem, og der er heldigvis plads til at bevæge sig lidt. Passer sædet dig ikke, kan det heldigvis skiftes. Se mere her. Der er indbygget støtte til lår i cockpitkanten, så af den grund er det let at holde på kajakken under rotur i bølger. Ryglæn er gjort fast i højre og venstre side af cockpittet med skruer, så det kan justeres for bedste position. Midt på ryglænet er en elastiksnor fastgjort til bagkanten af cockpittet. Herved er det fleksibelt op og ned, så det er nemmere at stige ind i kajakken efter en våd udstigning.
På vandet
Lifestyle er en kajak, hvor begyndere føler sig trykke. Den er bred, så den primære stabilitet er fin. Allerede ved indstigning og ved selvredningsøvelser giver kajakken tryghed, da den er meget stabil. Selv cowboy-redning i små, men hurtige bølger (10-20 centimeter) er muligt uden det store besvær. Men den store primære stabilitet har en omkostning, for nok kan kajakken kantes, men det er svært at fornemme punktet, hvor kajakken vælter, når man kanter den meget. Og når man vælter, er det for begyndere næsten umuligt at lære at rulle op igen. For den er meget tung at få med rundt. Derfor er en væltning næsten altid ensbetydende med at stige ud af kajakken. Men som begynderkajak er den et rigtigt valgt kompromis, da begyndere nok ikke bevæger sig ud i vind på mere end 7-8 m/s. Og vil nok alligevel foretrække en udstigning under en væltning.
Højden på kajakken er et problem i blæsevejr. Den fanges af vinden og drejer op i vinden. Og ved 8-10 m/s er den næsten umulig for begyndere at få den ud af vindøjet. Der skal arbejdes en del med ror og med pagaj, men igen er den vind nok heller ikke for begyndere.
Konklusion
Med Lifestyle 494 har Tahe fremstillet en ganske fin begynderkajak og en kajak, der fint kan bruges til overnatningsture med oppakning. Men ikke i blæsevejr. Her skal man holde sig under 7-8 m/s, hvis det skal være en fornøjelse. Kajakken er i alm. glasfiber lidt til den tunge side – 25 kg – men fås også i lettere modeller for en merpris. Så kan man spare et par kg, men til gengæld betale et par tusinde mere. Det kan selvfølgelig være afgørende kilo under løft til bilens lastholdere, men i vandet mærkes vægtforskellen nok ikke.
Rorsystemet er meget velfungerende i vandet og valg af Kajaksport til dæksluger er godt. For de er tætte og nemme i brug. Derimod er det ikke godt nok med de få dæksliner. Det er næsten umuligt at have vandflaske, vandpumpe, paddlefloat mv. på dækket. Især bag cockpittet er der få liner – og kun i kanten af kajakken. Der burde i hæk laves nogle kryds af elestiksnor. Og medleveres et dæksnet som minimum.
Til gengæld skal man vide, at man efter en sæson eller to måske finder den lidt for kedelig, hvis man får smag for at ro i havkajak. Så skal man på markedet for at købe en mere spændende kajaktype. Så en opfordring skal lyde på, at låne eller købe brugt i den første sæson og så beslutte sig for egen kajak, når man er lidt rutineret. Og så er jeg ikke sikker på, at Lifestyle 494 er et oplagt valg.
Set til ca. 10.000 dkr., hvilket må anses for en rimelig pris for en velkonstrueret begynder-glasfiberkajak.
Fra fremstilleren
The customers who choose their kayak from the Lifestyle series will be the most pleasantly surprised. With the oversized cockpits and increased stability, some may think these are just meant for beginners, but our design team has far exceeded expectations. Though these kayaks are extremely stable, they have exceptional handling and a surprising amount of speed. The Lifestyle 494 meets the needs of a wide range of paddlers. It is roomy and stable, with an extremely long waterline providing good speed and glide. The hull has a flat V design, making it easy to maneuver and our most stable kayak in the portfolio. The Lifestyle 494 is intended to be paddled more in inland waters. The Lifestyle 494 is designed for medium to large size paddler, who wants to enjoy a roomier cockpit. The larger cockpit size with thighbraces secure easier entry and good grip during paddling. Due to its advanced hull design, experienced paddlers seeking more comfort and roominess have also chosen this kayak. The kayak is equipped in standard with rudder system.