Skuldelev til Tørslev Hage og retur
Endelig. Efter to måneder uden kajak var jeg i dag på vandet for en kort bemærkning. Jeg testede hofteleddet efter en mindre justering, og der var ikke problemer, så det er bare om at komme igang igen.
Dagens lille togt var fra Skuldelev til Tørslev Hage og retur. Vi var syv kajakker i Kajakflokken Malik, heraf to nye, som jeg ikke har set før. Der er vist sket en udskiftning i klientelet, men så kan de gamle røverhistorier jo blive støvet af.
Ved Skuldelev var Frederikssunds Ungdomsklub på tur og skulle åbenbart overnatte på shelterpladsen. Det så hyggeligt ud, men der var mange kajakker på stranden og ikke alle sikret lige godt. Jeg måtte vade ud i vandet og redde en kajak, der var på vej mod Jyllinge. Jeg kan anbefale, at kajakker ikke efterlades på stranden, men bæres lidt ind på land.
Da der var to nye med, roede jeg en lille selvstændig tur uden om Hyldeholm, for at teste overarmene og hoften. Hyldeholm er nok mest kendt for at være en mindre nudist-ø, men jeg har nu aldrig set nogle nøgne mennesker på øen. Heller ikke i dag.
Jeg stødte til de andre ved Skuldelev Havn inden vi roede ind i bugten syd for Tørslev Hage. Der var mange nyudklækkede ællinger på vandet, selvom det blæste lidt. Men de skal vel lære det, går jeg ud fra.
Vel ankommet til Tørslev Hage var der lige en enkelt der opdagede, at hans ben sov, da han steg ud af kajakken. Så fik han da badet i dag. Ingen navne nævnt her – for det har alle vist prøvet. Jeg har i hvert tilfælde. Pausen blev holdt netop der, hvor den kommende Frederikssund-bro skal komme i land, så det grønne område forsvinder med tiden.
Tilbageturen var i medvind, og gik let, så jeg fik hurtigt læsset kajakken og drukket en kop pulverkaffe, inden jeg kørte hjemad. Hvor er det fedt, at jeg igen kan gøre havet usikkert i min kajak!
Rute: Skuldelev til Tørslev Hage & retur
Isætning: 55°47’32.88″ 12° 3’21.64″
Optagning: —”—
Distance roet: 6,19 km
Vejr: 18 grader. Vind 6-7 m/s fra W. Mest overskyet., men lidt sol