Møllekrog til Østby

IMGP2113 16. april 2014

10 kajakker kunne vi mønstre i dag fra KajakHornsherred. Ganske flot, men vejret var jo også helt perfekt. Solskin og næsten ingen vind. Vandet er stadig køligt – 5-7 grader, men det går vel an. Det varer ikke længe, før tørdragten kan pakkes bort. Det gode vejr blev også udnyttet af andre, da der nu er flere både på vandet. Faktisk så mange, at man igen skal til at holde øje med motorbåde ved kryds.

Vi satte i ved Møllekrogen og turen gik langs kysten til Eskilsø og mod nord til Østby, hvor den lokale havne-klub har opstillet en hel del borde og bænke. Den kunne vi godt bruge til frokosten – der oven i købet bød på fedt-fri kage. Jeg er nu ikke så sikker på, at den fine chokoladekage med kokos var så fedt fri endda. Men når man nu har arbejdet for sagen, så går det vel?

IMGP2112 IMGP2118

Når man er så mange, er der rig lejlighed til at få talt med flere forskellige personer – og det benyttede vi os da også af. Så turen gik i fin stil via Sønderby’s lille havn og forbi Selsø Hage og Østskov. Ved Skovbroen til Eskilsø var der lidt strøm, så der ikke skulle ros så meget. Men desværre er det en kort fornøjelse, for allerede et par hundrede meter nord for Skovbroen kan strømmen dårligt mærkes.

IMGP2117

Til middagspausen havde jeg medbragt lidt pulversuppe fra den Blå Kop. En svampesuppe, der faktisk ikke var så dårlig endda. Det blev et helt lille festmåltid med suppe, tomater, æble, ostemad og så den der kage med tilhørende kaffe. Jeg fik også lige ringet til min sundhedsforsikring, så jeg kan komme videre i hospitalsvæsnet med en lille operation i højre hofte, hvor jeg har for meget knogle. Det har jeg også haft i venstre side, men det er ordnet. Nu får vi set, hvornår jeg kan komme til – og hvilken indflydelse det så får på årets roture. En del, forudser jeg – desværre.

IMGP2114 IMGP2120

Turen tilbage var en god gentagelse af udturen og efter tilbagekomst og pakning af kajakkerne kunne vi lige drikke en kop vand, mens vi ventede på Elgjægeren, der også var på vandet i dag. Han havde selskab af en anden og de var roet ned til Lyndby. Så det lader til, at han er klar til at ro i det nu lidt varmere vand….

mollekrogRute: Møllekrog – Østby og retur
Isætning:  55° 44.353′N, 11° 59.512′Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 19,15 km
Vejr: 14 grader. Vind 5 m/s fra SW. Solskin.

One thought on “Møllekrog til Østby

  • 17. april 2014 kl. 10:12
    Permalink

    Hej Thomas

    Jeg håber, du får klaret den “lille operation” uden komplikationer, og at du hurtigt vil være klart i kajakken igen.

    Hilsen
    Jakob

    Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.