La Jolla ved San Diego

4. april 2012

Ved en indskydelse og lidt tid i overskud, blev jeg enig med mig selv om at se lidt på La Jolla (udtales La Hoya) og de klippehuler, der er i det område. Så jeg købte en heldagsbillet til $5 – det kunne S-toget lære noget af hjemme – og kørte med trolley og bus til La Jolla, der ligger lidt nord for Mission Bay. Turen tog i alt lidt over en time i transport begge veje. Bus og trolley kører ca. hvert 20. minut. Skift ved Old Town afhængigt af, hvor du kommer fra. Er du i god tid, så er der både en Starbucks og en iscafé med yoghurtis lige i nærheden. Der er selvfølgelig også restauranter og kajakbutikker, der kan oses lidt i. Men de har ikke det store udvalg i kajaktøj. Mest t-shirts fra de forskellige firmaer.

Jeg havde bestilt en kajak via internettet hos San Diego Bike & Kayak Tours, som har den fordel, at der kan reserveres via nettet. Det er ikke helt muligt ved enkelte andre, da de af en eller anden grund vil have et amerikansk telefonnummer tastet ind, før man kan gå videre i bestillingen. Men der er ret mange andre kajakudlejere. Jeg talte 9 udlejere på 150 meters gade, så mulighederne er legio. Det er nærmest en industri og der er da også enkelte kajakudbydere i området om Mission Bay, altså lidt sydligere, der er imod denne kommercialisering.

Jeg ankom lidt tidligt, så jeg lod mig registere og gik så en tur i området. Det anbefales at møde 20 minutter før en bestilt tid, da der skal underskrives papirer med “på eget ansvar” og “ingen forsikring” og så videre. Min gåtur var ned til stranden ca. 150 meter fra butikken. Her lå også de kajakker, der skulle bruges. Det var “sit-on-top kajakker”, og jeg så ikke andre slags i området. Jeg talte med en amerikansk familie, der var på ferie i området. De havde boet der tidligere, men var flyttet. Sammen sad vi og så på de ture, der var på vej ud fra stranden eller på vej tilbage. Det spændende var at se dem ro gennem brændingen. Vi væddede om resultatet, der ofte var en spektakulær tur i vandet. Det forklarede, hvorfor alle havde hjelme på.

Det var tydeligt, at de fleste aldrig havde siddet i en kajak, og derfor ikke tog bølgerne frontalt. Derfor blev de væltet rundt. Instruktørerne hagede sig bag i kajakkerne, når de skulle ud og skubbede dem i rigtig retning. Derfor var der flere, der overlevede turen ud. Men tilbage var der vandgang næsten hver gang.

Efter lidt kaffe og strandpromenade, gik jeg til butikken og fik udleveret en våddragt, en fin blå hjelm og en vest. Der var fine omklædningsmuligheder og opbevaringsrum, som der dog skulle betales ekstra for. Men det er jo næsten nødvendigt, så her røg der lige ekstra $5. Instruktøreren hed Matt og førte os til stranden. Jeg havde mine kajaksko på, der er rigtigt fine, når sandet er brændende varmt.

På stranden fik vi udleveret en af universets tungeste uskivede pagajer i plastic og jernrør. Det er ultimativt den mest elendige pagaj, jeg endnu har roet med, men den overlever nok menneskeheden og en ny istid… Herefter var der pagaj-instruktion. Ud over instruktøreren var jeg den eneste, der skulle ro i enkelt-kajak. Og der var ingen tvivl om, at de andre var nybegyndere. Der var et hold japanere (ret støjende), en amerikansk familie samt en latino-familie (havde de overhovedet set hav før..?). Så vi var en noget broget flok. Turerene er imidlertid lagt an på, at alle kan være med – og her er måske problemet med turen. Det er for totalt uøvede, så en almindelig kajakroer skal ikke forvente ro-oplevelse, men natur-oplevelse. Skal man have en bedre ro-oplevelse, så er det ikke Cave-turen, man skal melde sig til. Til gengæld var der jo så lidt udfordring i søsætning og landing.

Jeg var den første, der stod ud. Instruktørerne ville have een ud ad gangen efter tur og man skulle så ro ud til en anden instruktør (også en Matt) og vente på alle de andre. Jeg klarede bølgerne i fin stil og det gjorde flere andre også. Den ene kajak med japanere og den ene med latinoerne måtte dog prøve flere gange. Men til sidst kom de ud til os andre – bare noget våde.

Ude på vandet fortalte instruktøreren om de tre naturparker, der overlapper hinanden i området. Stranden er en park og det samme er de første 150-200 meter ud fra kysten. Endelig er der en naturpark fra 200 meter og længere ud. At parkerne ligger så tæt, skyldes bundforholdende, der skifter fra sandørken til tangskove og længere ude et undersøisk skær, hvor havdybden på ganske få hundrede meter stiger til 300 meters dybde. Det giver helt unikke forhold og tiltrækker derfor mange forskellige dyrearter. I løbet af ganske få øjeblikke var vi omringet af sild, der forsøgte at undslippe rovdyr og derfor slog smut i overfladen. Det virkede næsten som om vandet kogte. Vi så også søløver og delfiner. Begge rovdyr jager sildene sammen i store runde klumper, hvorefter de svømmer ind i mængden og mæsker sig.

På grund af de store bølger, kunne vi ikke ro tæt på hulerne og slet ikke ind gennem den sejlbare hule. Ærgerligt, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Instruktøreren holdt os på afstand – desværre tilpasset nybegynderne. Jeg ville gerne have været tættere på, men det var ikke tilladt. OK når man ror i en gruppe, men alligevel….

På forskellige steder fortalte instruktøreren om dyr og miljø. Det var sådan set fint, men jeg ville nu godt have roet lidt længere. Mindre end fire kilometer på næsten to timer er ikke meget. Blandt andet viste han en forkastning, hvor stillehavspladen møder den amerikanske plade, se billedet herunder. Hvor de mødes, tvinges den amerikanske plade ned under stillehavspladen og det er det, der har skabt den store vanddybde. Forkastningen kan ses over hulerne og instruktøreren bemærkede, at huset lige oven på forkastningen nok ville være den første, der ville opdage et jordskælv. Men området var ret stabilt og der havde ikke været større jordskælv i 10.000 år. Den største trussel var havets nedbrydning af sandsten, som klipperne er lavet af. Havet æder ca. en meter om året, så nogle husejere må være lidt nervøse.

Tilbage i surfzonen blev vi igen sendt ind enkeltvist. Jeg ville ind som den sidste, så jeg kunne nyde de andres drama fra søsiden. Kun en enkelt kajak klarede turen ind uden at vælte – og det var fordi de var heldige. De fandt et “hul” mellem bølgerne og kom gennem surfzonen uden større bølger. Så var det min tur. Jeg fangede hurtigt en bølge og fik fart i kajakken. For at få mest muligt ud af surfet og ikke ende med stævnen i en bølgedal, der kunne tvinge mig rundt, lænede jeg mig godt bagud og styrede ved vægtforskydning. Det fungerede efter hensigten og jeg kom ind via en stor og brusende bølge. Vældigt sjovt. Jeg kunne godt have brugt flere ture i den ruchebane, men kajakkerne skulle jo afleveres.

Delfinfamilie – se godt efter!

Ok tur – fordi vi så mange forskellige havdyr. Selve roturen var noget kort og for nybegyndere, hvis brændingen ikke regnes med. Turen kostede $51 inklusiv våddragt. Hertil brugte jeg ekstra $5 på et aflåst skab. Det er vel ikke så galt.

Rute: La Jolla – 7 caves.
Isætning:  32°51’17.26″N 117°15’33.22″V (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 3,67 km
Vejr: 25 grader. Vind 5 m/s fra NW. Solskin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.