Kamerastang til GoPro
Hvis du skal udnytte dit GoPro kamera til at tage film fra lidt spændende vinkler, så kommer du ikke uden om at have en stang, der kan hæve dit kamera fra dækket af kajakken. Det giver spændende muligheder som f.eks. at tage billeder bagfra uden at du selv skygger for filmen eller fra siden, som om en kajak tæt på dig tager billeder. Kender du ikke GoPro-kameraet, så se en test her.
Men en sådan stang er ret dyr, så det er et oplagt Gør-det-selv projekt. Denne artikel viser, hvordan du for under 100 dkr. kan lave en stang, der er lige så solid og anvendelig som en købt til 6-800 kroner på nettet. Og så er det ikke engang særligt besværligt.
Materiale
1 stk. 32 mm. kloakrør på 1 meter.
1 stk. prop til kloakrøret.
2 stk. rustfri bolte med vingemøtrik 5*50 mm.
10 små rustfri spændeskiver.
1 stk. selvklæbende GoPro underlag.
1 stk. GoPro afstandsstykke.
3 meter sikringssnor.
Og så skal du bruge en skruemaskine med et 5 mm. træbor, en hobbykniv, en fil samt en sav.
Til fastgørelse på kajakken har du to muligheder: Enten – som på billedet via en GoPro sugekop – eller du kan anvende en selvklæbende holder på kajakken. Så kan du bare ikke flytte rundt med stangen på kajakken. Men det er den billigste mulighed.
Sådan gør du
Start med at file proppens top fri for støbetop og firmanavne, så der er størst mulig klæbeflade. Herefter klæber du et GroPro underlag fast. Du kan evt. bore et hul gennem GoPro-underlaget og prop og sikre det med en rustfri bolt. Den skal være lidt undersænket, så kameraets holder kan sættes ind i GoPro-underlaget.
Så sætter du proppen på kloakrøret i den ende, der er beregnet til det. Brug lidt sæbe på rørets gummipakning, så går det lettere. For at sikre kameraet har jeg valgt at bore et hul tværs gennem kloakrør og prop og sætte en bolt med en vingemøtrik fast. Den behøver ikke at blive spændt kraftigt til. Den skal bare sikre, at proppen ikke falder ud, så kameraet forliser.
Så skal kloakrøret tilpasses. Det skal være ca. 70-80 centimeter langt inklusive beslag i bunden. Hvis du bruger sugekop, så er 70 cm. passende – ellers er 80 cm. fint. Sav røret til med en sav og fil kanterne lidt, så de ikke er skarpe.
Så skal du bruge GoPro afstandsstykket. Det skal ind i røret bund, så kun beslaget stykke til fastgørelse i et GoPro underlag er frit. Bor så et hul tværs gennem røret med 50 mm boret der passer med afstandsstykkets øjer. Herefter anbringer du spændeskiver i afstandsbeslagets øjers mellemrum. Der skal også være spændeskiver på ydersiden af afstandsstykket, så det passer til kloakrørets diameter. Det er lettest, hvis du klæber spændeskiverne fast på ydersiden af afstandsstykket med sekundlim. Jeg skulle bruge to i den ene side og tre i den anden – samt to gange to spændeskiver i afstandsstykkets øjer. I alt ni spændeskiver.
Så kan – i dette tilfælde – sugekoppen sættes fast, og du er færdig! Jeg har dog boret et hul 10 centimeter fra toppen af stangen og sat en sikringssnor igennem. Så kan jeg yderligere afstive stangen ved at binde den til kajakkens liner. Men det er ikke strengt nødvendigt.
Tilbage er bare at teste stangen og “opfinde” spændende vinkler til din næste kajakfilm. God fornøjelse!