H2Oaudio AMPHIBX Fit

Firmaet H2Oaudio laver mange forskellige vandtætte løsninger til radioer, telefoner og mp3-afspillere. Nyeste model på markedet hedder AMPHIBX Fit og er en ny udgave af en lidt ældre overarmstaske beregnet til f.eks. iPhone.

Da jeg benytter en sådan iPhone som kommunikationsmiddel, men i en Aquapac-pose, var det nærliggende at teste en anden form for opbevaring, som kan benyttes under træning. Både som musikafspiller, GPS-tracker og selvfølgelig som telefon. Her har Aquapac-løsningen vist sig lidt mere besværlig, da plasticposen nærmest klistrer til telefonen. Iøvrigt har posen, som jeg testede, heller ikke udtag til hovedtelefon. Du kan se en test af Aquapac-løsningen her.

Der findes mange andre løsninger, men H2Oaudio-løsningen har jeg kigget efter i et stykke tid, da jeg også løbetræner. Her er løsningen rigtig god, da jeg med RunKeeper Pro som app (gratis) kan få træningsprogram og virtuel partner i hovedtelefonen, mens jeg løber. Efterfølgende kan jeg endda se ruten på RunKeepers hjemmeside.

Beskrivelse

H2Oaudio AMPHIBX (står for amfibisk) Fit består af selve tasken, en rem til overarmen med burretape til justering samt to gummipropper til hovedtelefonudgangen. En af disse propper – afhængigt af hovedtelefon-stikkets udformning – skal monteres uden på stikket og trykkes ned over en kant. Ellers er løsningen ikke helt vandtæt. Inde i tasken er der indbygget et 3,5 mm jackstik, der sættes i iPhonens lysudgang. Tasken har desuden en lille låge, der trykkes ned i en ramme og låses fast med et lille fjederbeslag. Lågen bruges til at få iPhonen ind i posen.

Selve tasken er lavet af tynd neoprene, hvor der er vulkaniseret et klar plastic-etui fast. Etuiet er formstøbt, men blødt og eftergivende, så man kan betjene telefonen inden i tasken. Bag på tasken er der et par afstandsstykker, så mindst muligt af tasken hviler på armen. Hermed kan sved og vand fordampe frit. Remmen er lavet af et stykke bredt elastikbånd med burretape (lykkerne). I enden er der et stykke med burretape (krogene), så remstørrelsen kan tilpasses ved at stikke enden ind i et øje på tasken og føre enden tilbage på remmens bagside. I den anden ende knappes remmen på tasken med to små plastic-trykknapper.

I brug

Når tasken tages i brug, skal man først putte en gummiprop på hovedtelefonens jackstik. Det sikrer vandtætheden i jackstikket. Der følger to forskellige størrelser med, der passer til vinklet eller ret jackstik.

Herefter trykkes jackstikket ned i taskens hunstik og gummiproppen presses ud over en kant, så stikket er helt tæt. Det fungerer fint, da proppen er lavet af et meget fleksibelt materiale. Monteres gummiproppen ikke, garanteres vandtætheden ikke.

Herefter åbnes klappen bag på tasken, så telefonen kan kommes ind i tasken. Det indvendige jackstik kommes i telefonens lydudgang, når telefonen er næsten inde i tasken. Herefter lukkes låget tæt og sikres med et lille hængsel i toppen. Hængslet er fjederpåvirket og er let at trykke på plads. Hvis man er lidt kreativ og kan leve med at telefonen er vendt på høvedet i tasken, så kan det faktisk lade sig gøre at få kameraet på telefonen ned til et stykke klart plastic, så der kan tages billeder. Men tasken skal selvfølgelig af armen, når der tages billeder. Ellers tages der et snapshot af overarmen….

Så er tasken klar til at blive spændt på overarmen. Jeg har fundet det lettest at spænde tasken fast på underarmen og så trække den op på overarmen. Underarmen er lettere at komme til og remmen er at elastik, så den udvides let om de svulmende overarme. Det er iøvrigt gennemført, at remmens ende er af plastic, så den er let at få gennem øjet på tasken. Desværre har tasken det med at glide lidt ned, når jeg har rojakke på. Den glider ned til albuen med bunden af tasken. Og her begynder den at være lidt i vejen for ro-bevægelsen. Den kan let skubbes tilbage, men det bryder ro-rytmen og man er nødt til at slippe pagajen med den ene hånd. Derfor kommer jeg tasken i min vests ene lomme. Det fungerer fint. Jeg bruger også at sætte den fast på dækket foran cockpittet. Så kan jeg også se skærmen og de oplysninger, der er her.

Så er der kun tilbage at tænde for sit program eller iTunes og så lytte til musik, podcast eller lignende. Har du den rette app og betaler for data, så kan du også lytte til radioudsendelser, herunder vejrudsigten – under forudsætning, at der er dækning hvor du sejler!

I brug glemmer man hurtigt, at den er spændt på overarmen. Til at begynde med, irriterer den lidt, men det er ligesom et nyt ur. Efter et par ganges brug glemmer man den. Kvaliteten af posen har jeg ikke noget at udsætte på, og med lidt besvær kan telefonen faktisk godt benyttes på land uden hovedtelefon. Du kan imidlertid ikke benytte telefonen uden hovedtelefon-stikket i tasken, da det ellers ikke er vandtæt. En løsning er at sætte et blindstik i proppen, hvis du ikke vil have hovedtelefon i ørerne. H2Oaudio burde have medleveret en gummiprop, der var lukket i enden!

Er tasken så tæt? Tja, vejret har været lidt for koldt til at træne rul (synes jeg), så tasken er ikke endelig testet under feltforhold. Jeg skal nok opdatere denne side, når vejret er blevet bedre (varmere). Jeg har imidlertid testet posen i en kande med vand. Her stod den en time – og det gav ikke anledning til vandindtrængning. Det var iøvrigt lidt svært at få tasken til at blive nede i kanden, da den flyder selv med iPhonen i!

Opdateret AUG 2011: Ingen problemer. Tasken er tæt!

Det belaster selvfølgelig ikke tasken i samme grad som en sænkning i havvand på 3,5 meter, men jeg brugte koldt vand fra hanen og jeg ville ikke bryde mig om at ligge i en time i så koldt vand. Jeg tror vi kan antage, at tasken holder, hvad producenten lover. Producenten lover, at tasken kan nedsænkes til 3,6 meters dybde og fortsat være 100% vandtæt, hvis hovedtelefonstikket er monteret. Producenten påstår også, at hver taske er individuelt testet før afsendelsen. Hvad denne test består af, er ikke oplyst.

Konklusion

Med AMPHIBX Fit har H2Oaudio lavet en gennemført taske, der holder hvad der loves. Tasken er en videreudvikling af en lidt ældre – og mere klodset model, der fortsat kan købes, da den er lidt mere robust. Med Fit-modellen har H2Oaudio lyttet til brugerne og skabt en lettere og mere handy model med kun enkelte punkter til anmærkning. Jeg mener, at der burde have været medleveret en gummiprop til brug uden hovedtelefonstik monteret – ligesom der til prisen burde have været medleveret et sæt (billige) vandtætte hovedtelefoner. For de originale kan ikke klare en vandtur, så ud over tasken kommer der en udgift yderligere. H2Oaudio har dog tilbud på en sampak, hvor vandtætte hovedtelefoner er vedlagt. Generelt fungerer det fint med at spænde den på overarmen, men har du en rojakke på, kan den glide lidt ned. Om det irriterer dig, kan jeg ikke vurdere. Jeg kan godt ro med tasken, selvom den glider lidt ned – især hvis jeg drejer den lidt rundt, så tasken er på forside af overarmen. Om samme problem opstår med bare overarme ved jeg ikke. Men det er nu heller ikke så tit, at jeg ror med bare overarme af hensyn til solen, vind osv.

Tasken kan ikke købes i Danmark, men kan erhverves på nettet til 350 dkr. plus levering. Med vandtætte hovedtelefoner er prisen ca. 435 dkr. Skal det være rigtigt fint, er H2Oaudio desuden leveringsdygtig i et sæt vandtætte hovedtelefoner med mikrofon og mulighed for fjernbetjening af iPhone, ganske som med det originale sæt. Det koster dog 380 dkr. uden taske.

Fra producenten

The Amphibx Fit provides the protection you need and the functionality you want in an armband so light and streamlined, you’ll barely know it’s there. Designed for high performance and comfort in the water or out, the Amphibx Fit line of armbands are perfect for multisport athletes, fitness enthusiast or anyone looking for wearable, 100% waterproof protection for their iPhone, Driod, iPod or any other large phone or MP3 player.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *