Våddragt S3

Marinetorvet har en våddragt, der kan fås i flere størrelser og udgaver. Modellen S3 er long john-udgaven, og derfor egnet til kajakbrug, da den giver stor bevægelighed i skulderen. Testen er gennemført på modellen i størrelse large.

Beskrivelse

Våddragten er udført i 3 mm neopren med forstærkede syninger og en kraftig lynlås i front. Materialet føles stift og der er ikke lynlås i benene. Lynlåsen i front starter ved navlen og løber til halsåbningen. Det er altså ikke muligt at tisse med våddragten på. Den skal som minimum krænges ned om livet.

I brug

Våddragten opfylder sin mission – at danne et isolerende lag af vand, hvis man har vandgang. Dragten sidder stramt til, hvilket i udgangspunktet er godt. For så skal der ikke varmes så meget vand op. Desværre er materialet så stift, at dragten er lidt ubehagelig, selvom man vender sig til det over tid. Værre er det, at dragten er svær at få på. Især skal der kæmpes noget med benene. Når benene er på plads, så går det nemmere. Har man haft en vandgang, så er dragten meget svær at få af efter sejlads. Materialet nærmest klæber til benene, hvilket betyder, at der skal hoppes noget rundt på et ben, når draget skal af. Alternativt kan en makker hjælpe med at hive et ben ud af dragten ad gangen.

Under sejlads er dragten forholdsvis behagelig og varm. Den er ikke i vejen for armenes bevægelse og isolerer fint på en køligere dag. Gerne i sammenhæng med en rojakke eller løbejakke, der kan isolere mod vinden.

Konklusion

Til prisen på 475 kroner, får man meget våddragt for pengene. Imidlertid er den lidt stiv i materialet og er svær både at tage på og af. Selvfølgelig findes der mere behagelige modeller på markedet, men de er også dobbelt så dyre. Set i forhold til prisen, er våddragten S3 acceptabel.

Fra forhandleren

Våddragt Long John model med maksimal bevægelsesfrihed til kajakroning eller svømning.

– 3mm. neopren
– Forstærkede syninger
– Kraftig lynlås

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.