Møllekrog – Sælsten

Poseidon28. april 2013

Dagens rotur udgik fra Møllekrogen ved Selsø Sø, der er en inddæmmet del af Roskilde Fjord, der nu er blevet en sø med et spærret udløb. Vi var 8 kajakker fra KajakHornsherred, heraf et par roere, jeg ikke havde set før. Men der er jo også mange medlemmer af det virtuelle netværk, og jeg er ikke så tit med om onsdagen, som er den dag, der oftest ros.

Efter isætning roede vi ved langs Gershøj med mål ved “Det gule hus”, hvor Lejre Kajakklub holder til. Vi roede i let modvind, men tog det roligt og fik talt en del. Syd for Gershøj ligger det tidligere stolte skib Poseidon i en ynkelig forfatning. Det sank i vinter – sikkert på grund af is – og nu ligger den på bunden med stærk slagside.

Poseidon Poseidon

Den bliver nok ikke billig af hæve, for hvilken kran kan komme ind på så lavt vand? Og så er der hele reparationen, som nok ikke bliver billigere jo længere skibet står på bunden. Synd, for det er ellers et flot og sjovt skib.

Vi planlagde at holde pause ved det gule hus, men det var optaget af nogle fiskere i fiskekajakker med pedaler og det hele. Så vi roede en lille smule længere til Lyndby ved vikingeskibene og gik i land her, hvor der også er bænke. Vi sad ved siden af en stor, tjæret tønde. Ole havde en kage med, som vi alle fik et stykke af.

Pause

Efter pausen blev vi enige om at ro lidt længere og lige runde sælstenen ved Lyndby Havn. Det betød, at vi lige kunne ro forbi de to vikingeskibe, som er ved at blive klargjort til sommerens togter.

Vikingeskibe

Fremme ved sælstenen kunne vi tage den i betragtning. Jeg synes nu fortsat, at den mere ligner en stor skovsnegl end en sød lille sæl. Men kunstneren har måske ikke haft mulighed for at have en model at arbejde ud fra. Bedøm selv. Fuglene bryder sig vist ikke om den, for den er godt møget til.

Sælsten

På tilbageturen kunne vi nyde medvinden, så det gik i rask tempo (nogle gange) på turen tilbage. Jeg roede lige lidt ekstra rundt i Møllekrogen, så jeg kunne komme op over 20 kilometer. Herefter var det bare at pakke kajakkerne og køre hjem – efter en kop kaffe, naturligvis.

Møllekrog

Rute: Møllekrog – Sælsten ved Lyndby og retur
Isætning:  55° 44.353’N, 11° 59.512’Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 20,12 km
Vejr: 15 grader. Vind 5 m/s fra S. Mest solskin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.