Møllekrog – Lejres kajakhus

5. december 2012

På programmet var der en rotur med Kajakhornsherred i dag. Jeg havde fået mulighed for at deltage i en onsdagstur, da et foredrag på mit arbejde blev aflyst med kort varsel. Normalt har jeg ikke tid om onsdagen, men har man mulighed for det, hvorfor så ikke ro i kajak? Og på en dag, hvor der var varslet både lidt vind, lidt sne og lidt sol. Stort! Så jeg mødte op ved Møllekrogen, hvor vi skulle ro ned i Borrevejle Vig til Lejre Kajakklubs lille gule klubhus. Ved det hus er der fine muligheder for at holde en pause og evt. gå en tur til Lyndby Vikingsskibsværk. Det er kun 2-300 meter længere mod syd. Og skiltet på huset tillader jo, at man opholder sig der – eller gør det? Det er skrevet lidt sjovt, men budskabet er vist: Velkommen – Ødelæg ikke noget og ryd op efter dig!

Ved Møllekrogen var jeg den sidste fremme, da jeg måtte køre efter en lille Peugeot-  tilsyneladende med slidte sommerdæk og en motorydelse på 5-8 hestekræfter. I det mindste kørte vi maksimalt 40 kilometer i timen fra Sæby og næsten til Skibby. Men der var jo også (lidt) sne i rabatten og lidt fnug i luften. Jeg var dog ikke senere i vandet end de andre, så det gik alligevel. Inden jeg pakkede kajakken af, kørte en bil op på siden af mig og spurgte efter ild til en cigaret. Men desværre. Det havde jeg ikke. Køreren spurgte, om jeg skulle ud at dykke. Jeg havde jo tørdragt på. Men nej – helst ikke.

Det var 2-3 graders frost og blæste lidt, så vi roede over på vestsiden af fjorden. Så var der lidt læ. Jeg var selvfølgelig i tørdragt – som de øvrige fem – og indenunder havde jeg superundertøj og en bamsedragt fra Kokata. På hovedet havde jeg en neoprenmaske og min gode gamle kasket. På hænderne havde jeg neoprenhandsker og nogle overtrækshandsker. Det fungerede fint og jeg var varm. Fingrene skulle dog lige have varmen efter aflæsning og pakning af kajak. Men en kilometers penge senere var fint. Måske for fint, for neoprenmasken blev alligevel for varm og blev taget af. Så kunne jeg også bedre høre de andre.

For første gang havde jeg lidt problemer med at få sværet (finnen) ud. Den var frosset fast i brønden. Jeg håbede at lidt saltvand ville få løsnet lidt på tingene, men nej. Problemet er opstået ved, at kajakken har været opbevaret på to bukke i haven siden sidste rotur. Da der både har været tø og frost i perioden, er vand trængt ind i bunden af brønden, da kajakken jo lå på hovedet. Nå, heldigvis fungerede roret fint, og det er jo også en slags finne, når det er nede i vandet.

Vi var i snakkehumør i dag, så vi talte en del på udturen. Det betød også, at hastigheden ikke var så stor. Til gengæld kunne vi så nyde snevejret, der dog langsomt stilnede af. Efter et par kilometer og inden Gershøj, kom en flok ænder flyvende fra land. Der lød et skud, og en and faldt ned på stranden. Der var åbenbart jagt på marken ned til vandet. Så en af roerne fandt et horn frem og blæste i det, så jægerne kunne høre, at vi gerne ville ro forbi. En enkelt kom ud af noget buskads og vinkede. Så kunne vi trygt ro forbi.

Vi roede meget kystnært i dag, så jeg kunne ikke dy mig for at ro ind i siv og ro lidt slalom mellem pæle og sten. Men vi nåede da frem til det gule hus ved Lejre Kajakklub. Her holdt vi pause og gik en lille tur – både før og efter frokost. En enkelt havde lidt chokolade med og en anden en gulerodskage. Så sammen med den medbragte mad og pulverkaffe, var det festlig at sidde i solen og få lidt varme. Vinden var vist også løjet lidt af.

Efter frokost skulle vi tilbage i det fine vejr. Ved Gershøj stod et par mænd på molen. De hilste på og det viste sig, at den ene gerne ville ro med en dag. Så vi fortalte ham om KajakHornsherred. Da han kun havde en våddragt, henviste vi ham til Butik Malik, så han kunne købe en tørdragt. Butik Malik har vist også 15 % rabat her i julen, så kan man da spare lidt i juletiden. Den er jo ellers dyr nok.

Tilbage ved Møllekrogen ved bilerne blev kajakkerne læsset igen. En fin dag på den kolde, men stadig ikke-frosne fjord – i godt selskab.

Rute: Møllekrog – Lejre Kajakklubs hus og retur
Isætning:  55° 44.353’N, 11° 59.512’Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 15,76 km
Vejr: -3 grader. Vind 5 m/s fra NW. Mest solskin, men også lidt sne.

One thought on “Møllekrog – Lejres kajakhus

  • 6. december 2012 kl. 12:55
    Permalink

    Skiltet og teksten på det lille hus er ældre dato. Det så ud på samme måde, da jeg var dreng i 50/60’erne. Skiltet er underskrevet med Sognerådet, som var det daværende Hyllinge-Lyndby Sogneråd. Stedet fungerede som badested for beboerne i Hyllinge-Lyndby Kommmune, og var meget benyttet af os unge i nabobyerne. Der er tilbragt mange timer efter skoletid med at bade herfra. ‘Manddomsprøven’ for os drenge var dengang, at svømme ud til den nærmeste sokkel for højspændingsmasterne som dengang førte kabler fra Kyndbyværket mod København.
    Jeg kommer selv forbi i kajak med jævne mellemrum og mindes hvergang svømmeturene i min barndom.

    Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.