Liggeunderlag ASIVIK Airmat II

Jeg har endelig fået mig et nyt liggeunderlag. Jeg har tidligere haft et selvoppusteligt underlag købt i 1993, men ventilen var efterhånden gået i stykker, så der var behov for et nyt – og gerne lidt tykkere! Efter at have kigget mig lidt omkring, blev det til et Asivik Airmat II fra Spejdersport, der åbenbart selv får underlaget fremstillet. Airmat II er 7 centimeter tykt ved oppustning og skulle være ekstra isoleret med sølvpapir på indersiden.

Beskrivelse

Airmatten kommer i en lille pose med lappegrej og håndpumpe.Farven er grå og materialet er lavet af et lufttæt plastic-materiale. Egentligt er Airmatten en luftmadres og ikke selvoppustelig, men på indersiden er et reflekterende materiale, så underlaget kan bruges selv på frossen jord. Der er altså ikke skum i madrassen, men kun luft. Der er flere kanaler i madrassen, der skulle sikre, at luften ikke cirkulerer i madrassen og køler kroppen. Ventilen trækkes lidt ud for at åbne den og håndpumpen sættes på. Der er nogle riller i ventilen, så håndpumpen slutter tæt. Madrassen pumpes hurtigt op med håndpumpen, der herefter kan pakkes ned i den medfølgende pose. Madrassen vejer små 600 gram og med pumpe i alt ca. 700 gram. Madrassen er 180 cm. lang og 50 cm. bred. Sammenrullet fylder den ca. 17*12 centimeter. R-værdien er 4,1 og gør det egnet til helårsbrug (skal helst være mere end 3).

R-værdi er en standard måleenhed for isolans. Jo højere værdi, desto bedre isolering. R på 4,1 betyder, at det isolerer mod jordkulde på -12 grader. R på 3 isolerer mod jordkulde på -3 grader jf. diverse Internet-fora (er ikke yderligere verificeret). Måleenheden er amerikansk og følger ikke SI-systemet. Jeg er heller ikke sikker på, hvordan underlagsfabrikanterne måler deres værdier, for et underlag er jo ikke lige tykt overalt. Så tag R-værdien med et gran salt.

I brug

Når madrassen pakkes ud, pumpes den op med håndpumpen. Det går hurtigere end jeg først troede muligt, men tykkelsen på 7 centimeter kræver naturligvis lidt luft. Ventilen kan godt drille lidt, når håndpumpen skal af, da den sidder fast i nogle riller. Men man skal bare trække til, så kommer den af og ventilen kan lukkes ved at trykke den sammen. For at sikre den, skal den lige drejes en kvart omgang. Næsten som en ventil på en drikkedunk. Det fungerer fint, og har man pustet lidt for meget luft i madrassen, så er det let at justere via ventilen. Iøvrigt kan det ikke anbefales at pumpe madrassen op med munden, da fugtigheden i udåndingsluften over tid kan opløse limen. Så det er godt, at pumpen kun vejer omkring 100 gram og er effektiv.

Nogle af de helt tynde luftmadrasser kan godt rasle lidt i materialet, men det gør Airmat II heldigvis ikke. Længden er passenden for en person på op til 190 centimeter.

Madrassen er meget komfortabel på grund af tykkelsen. Der er også en lille hovedpude indbygget i den ene ende. Den er nu ikke så stor, så jeg foretrækker fortsat at have en hovedpude med – eller anvende et tæppe eller lidt tøj i en pose som hovedpude.

Når madrassen skal pakkes sammen, åbnes ventilen og luften løber ud. Så foldes madrassen sammen ved at komme 1/3 af siderne ind over hinanden og rulle den sammen. Da der ikke er skum i madrassen foregår pakningen ganske let.

Konklusion

En ganske god og komfortabel luftmadras til brug i naturen. Airmat II er kun testet ved temperaturer ned til 7 grader, og her klarede det sig fint. Vægten betyder ikke så meget for en kajakroer, men den er pænt lavt, så underlaget også kan benyttes ved vandring. Det kan benyttes hele året og håndpumpen fungerer rigtigt fint.

Set til ca. 700 dkr. i Spejdersport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.