Aqua Adventure Kayaks i San Diego
Er du i San Diego, må du ikke snyde dig for en oplevelse på vandet. Der er mange muligheder. Er du til klipper og huler, så skal du vælge udbydere ved La Jolla, hvor der også er en del marineliv. Blæser det, eller er du til havnerundfart evt. krydret med måneskinsture eller nat-ture, hvor der blandt andet ses på fyrværkeri fra Sea World, så er kajakudbyderne ved Mission Bay at foretrække. Men en havkajak er ikke så udbredt i det sydlige Californien, hvor udlejerne primært har sit-op-top kajakker. Men enkelte udlejere har heldigvis også mere traditionelle havkajakker.
Jeg har prøvet Aqua Adventures Kayak Center, da jeg ikke havde bil og en taxi til La Jolla ville blive noget pebret (9 APR 2012: Tog senere en bus og roede en tur der). Desuden var bølgerne i Stillehavet store, så en tur ved La Jolla var mindre interessant. Aqua Adventure har i øvrigt en filial ved La Jolla.
I Mission Bay kan du både leje havkajakker, stå-op padleplader, sit-on-top kajakker og så videre. De arrangerer ture, men du kan også bare leje en kajak og ro selv. Det koster fra $15 pr. time, men du kan selvfølgelig spare lidt på timeprisen ved at ro i flere timer og opnå rabat. Du lejer automatisk pagaj, spray og vest i samme ombæring. Våddragt er $5 ekstra.
De virker meget professionelle og har også en lille shop. Og så er de flinke. De kørte mig til nærmeste station, da jeg var på besøg. Uden beregning!
Kontaktoplysninger
Web: http://www.aqua-adventures.com
1548 Quivira Way San Diego, CA 92109
Telefon: +11 619 523-9577
E-mail:info@aqua-adventures.com