Vænget Havn

IMGP18287. august 2013

En rotur med Hornsherred Kajaktur i det gode vejr fra et udsætningssted, jeg ikke har benyttet før. Vænget Havn – Lige nord for Jægerspris og Nedre Dråby. Jeg har roet forbi, men ikke sat ud herfra. Nå ja, havn og havn, Det er vel nærmest en rende for småbåde, men der er en lille sandstrand både nord og syd for havnen.

Jeg ankom som den sidste og måtte parkere lidt væk, da parkeringsmulighederne er begrænset på stedet. Jeg talte med en kvinde i et hus og fik lov til at holde foran hendes lille have. Og så var det ellers i galop tilbage til de andre, der allerede var på vandet. Vi var otte kajakroere og turen gik mod nord til Kulhus. Det skulle give en 20 kilometers rotur med en frokostpause imellem.

IMGP1834Vi roede mod nord i adstadigt tempo, så der var rig lejlighed til at få talt sammen. Da vi roede kystnært, skulle der også holdes øje med sten i vandet, som der var mange af. Ud for Nordskoven så vi en havørn og flere musvåger. Alle var på lang afstand. Det var nogle fiskehejre ikke, så dem kunne vi bedre nyde.

IMGP1831

Vi holdt pause efter 10 kilometer ved sydkanten af Kulhus, hvor der var et passende bordsæt, der rummede os alle. Det blev til en længere pause med både mad, kaffe og ikke mindst kage, som Palles kæreste havde bagt. Efter udveksling af diverse anekdoter og løgnehistorier, indtog vi kajakkerne igen og roede mod syd tilbage til udgangspunktet.

IMGP1832Turen tilbage var en gentagelse af udturen, men nu i medvind – omend den var svag. Jeg ramte et par sten på vejen tilbage, så jeg efterlod lidt gelcote på stenene. Tilbage ved udgangspunktet læssede vi kajakkerne, trådte i hundelorte og spiste de sidste kager.

IMGP1835 Erik mistede sin ene sko i den bløde bund, da han steg ud af kajakken. Selvom han ledte og badede igennem med både vest og pagaj, så fandt han den ikke. Til gengæld kunne vi andre nyde den liflige dunst af bundvending. Det kan vist anbefales at benytte stranden nord for havnen næste gang. Her er der sandbund og ikke rådden og bundløs tang.

vaengetRute: Vænget til sydkant Kulhus
Isætning:  55° 52.201’N,  12° 0.019’Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 20,1 km
Vejr: 27 grader. Vind 4 m/s fra N. Solskin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *