New York Kayak Company, inc.

Er du i New York, så er der fine muligheder for ekstraordinære oplevelser i kajak. Men det er også muligt at shoppe udstyr. Oven i købet til fine priser på især det dyre udstyr fra Kokatat.

På Pier 40 i bunden af Manhattan ved Hudsonflodens vestlige bred, ligger der en kajakshop, der hedder New York Kayak Company. Butikken er en af New Yorks ældste og har været i gang siden 1994. De tilbyder både salg i butikken, salg over Internet og de tilbyder også kajakoplevelser om sommeren. Køber du udstyr i butikken, så er det måske værd at huske, at byen New York har en lidt højere skat end resten af USA. Så prut lidt med prisen eller få den sendt til en adresse uden for New York, for så kan den ekstra skat spares. Skatten i New York city er ca. 9 % mod ca. 6 % andre steder.

Butikken har rigtigt mange lækre kajakting og da klimaet i New York også kan være lidt koldt, så er der meget udstyr, der vil tilfredsstille selv en kræsen dansker. Butikken har specialiseret sig i Kokatat-udstyr, og har faktisk flere tørdragter på lager, der er special-lavet. Prisniveauet er ca. 3/5 af den danske prissætning – og med mulighed for at gøre et rigtigt kup på sidste års eller udgåede modeller.

Jeg talte lidt med ejeren, der har danske rødder. Randall fortalte, at han har mange kunder i norden via web-salg, men butikken er klart værd at besøge, hvis du er på de kanter. Og så sparer du jo også forsendelse og ikke mindst PostDanmarks (og andre pakkeleverandørers) uhyrlige håndteringsafgift og Skats toldpriser. Du må selv sætte dig ind i, hvad en forsendelse koster, hvis du handler i USA over nettet. Det er lidt af en videnskab, men der er hjemmesider, der vejleder i processen og eventuelt kan spare dig for lidt af udgifterne.

Tip: Du kan jo også handle i danske butikker. Så ved du da, hvad du kommer til at betale og har heller ikke problemer med garanti og lignende.

Hvis du kommer forbi, så hils fra mig. Jeg fik da et par gode handler i butikken og ejeren planlægger en tur til Danmark i nær fremtid. Så måske vil han gerne se dit ro-vand.

Kontaktoplysninger

Randall Henriksen indehaver.
Web: http://www.nykayak.com
40 N. Rivers Piers, suite 10. New York, NY 10014
Telefon: +1 1 (212) 924-1327
E-mail:info@nykayak.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *