Herslev Strand og bugten rundt

Gershøj fra søsiden
18. april 2011

Godt vejr og fri. Så er der dømt rotur. Jeg planlagde at ro rundt om Borgnæs dvs. jeg ville ro ca. 5 km. og så ro tilbage. Målet var 10 km.

Efter at have krydset den lille bugt ved Herslev Strand, roede jeg til Færgebrorevet ved Gershøj. Her var der flere både, der fiskede og jeg tog chancen og rundede Borgnæs nordligste punkt ved Gershøj. Rundt regnet 10 cm vand, men jeg undgik da stenene. Herefter sejlede jeg langs kysten mod øst for at se på de mange svaner. Et enkelt par edderfugle var der også sammen med de mange skarver.

Ved Nørrehoved roede jeg ind i fjorden ved Gundelev Hage. Selvom der er ret øde, stor der en lystfisker i vaders 50 meter fra kysten, men der er også ret lavt. Passerede iøvrigt en meget stor sten, der lå lige under overfladen.

På vejen tilbage blev jeg enig med mig selv om at ro til Gershøj Strand neden for kroen for at nyde en kop kaffe. Havnen sydede af aktivitet, men en kajak på taget af en bil var ikke i brug. Efter kaffen roede jeg mod Langholm. Da jeg netop havde forladt stranden mærkede jeg et lille slag på ryggen. Da der naturligvis ikke var andre omkring mig, slog jeg det hen som om lynlåsen på min tørdragt måske sad fast i svømmevesten. Senere skulle det dog vise sig, at en måge havde ønsket mig held og lykke på turen. Føj!

Efter Langholm roede jeg retur til Herslev Strand. De to holme var fyldte med fugle, herunder svaner, gæs og måger. Og tilsyneladende var der fest, for alle fuglene pippede og larmede. Fed dag på vandet.

Rute: Herslev Strand og bugten rundt
Isætning: 55.677719, 11.985835 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 12,88 km
Rotid
Vejr: 16 grader. Vind 7 m/s fra SW. Klart vejr med sol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *