Gershøj til Borrevejle

Borrevejle i modlys2. januar 2013

Årets første kajaktur var med Kajakhornsherred fra Gershøj og til bunden af Borrevejle Vig i høj solskin. Vi var fire kajakroere, der mødtes lidt i 10 ved Gershøj Strand, hvor man kan parkere ved vandkanten lige foran kroen. De tre andre, Ole, Benny og Jens, var allerede i gang med at klargøre deres kajakker, så jeg måtte lige rubbe mig, men klokken 10 var vi alle på vandet.

Vi roede roligt mod Borrevejle, hvor vi planlagde at holde pause ved Borrevejle Kajakklub. En lille tur på 17-18 kilometer. Vi fik talt en del undervejs, og min skod-pagaj, som den efterhånden er kendt som, blev da også bemærket. Ole Schytte tilbød at låne sin kulfiber-pagaj, der var medbragt som reserve, men nu var vi jo på vandet, så vi aftalte, at jeg kunne prøve den på vejen tilbage.

Udturen var hyggelig, men ret begivenhedsløs. Vi nød det fine vejr og tog det stille og roligt. Vi så ikke andre på fjorden, så vi havde al vandet til os selv.

Gershøj

Helt alene var vi nu ikke, for der var mange andefugle og lidt svaner, men selv på land var der ikke mange mennesker. Da vi nærmede os bunden af Borrevejle Vig, krydsede vi over til Borrevejle Kajakklub, men der så ikke så hyggeligt ud i dag, så vi roede med til Borrevejle Havn, hvor jeg vidste, at der var borde og en fin lille strand at gå i land på. Lige ved stranden ligger et hus, som Ole påstod er det dyreste, som programmet Hammerslag på DR1 har haft med. 80.000 dkr pr. kvm. Så det er da godt, at huset kun er på en 10-15 kvm.

Borrevejle

Vi gik i land – og den gamle jolle med motor ligger der stadig. Nu i endnu værre stand og helt fyldt med vand. Men vi nød godt af havnens borde og bænke, så kaffen og maden blev fundet frem. Og sandelig om ikke Jens havde kransekage og chokoladekage med. Så frokosten blev et helt lille festmåltid. Ole var tillige leveringsdygtig i dadler.

Mad

Turen tilbage blev gennemført med den fine kulfiberting, som Ole havde med. Og ja, der er forskel på en skod-pagaj og en fin og let kulfiber-pagaj. Faktisk så meget, at hastigheden er 1-2 kilometer højere ved samme kraft og samtidigt slipper man for at holde den tungere pagaj i strakte arme hele turen. En klar forbedring.

Vi roede samme vej tilbage som udturen og jeg måtte med lidt sorg aflevere kulfiberpagajen til Ole. Han ville ikke bytte med skod-pagajen, der ellers både har patina og kendisfaktor. Nå, men Per Hülsen fra Butik Malik i Frederikssund har også en fin pagaj i ordre, så lige om lidt er jeg med i klubben med eksklusive pagajer.

Og næsten tilbage

Tak for turen til Kajakhornsherred.

Borrevejle

Rute: Gershøj Havn – Borrevejle – Gershøj
Isætning: 55°42’57.88″N, 11°58’46.69″Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 17,38 km
Vejr: 5 grader. Vind 5 m/s fra W. Solskin.

En kommentar om “Gershøj til Borrevejle

  • 2. januar 2013 at 22:32
    Permalink

    Og på falderebet: Hvorfor er der altid forskel på kilometeropgørelsen på min GPS og på Garmin Connect? I dag var forskellen 500 meter. Og ruten er altid kortere i Garmin Connect. 500 meter er dog noget for en GPS….?

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *