Body Warmer

Body warmerJeg er ikke specielt kuldskær, men i øjeblikket er det jo ind i mellem frysende koldt, så især pauser på land kan være lidt kolde. Jeg har tidligere testet en genanvendelig håndvarmer, men den virker jo kun i en lille time. Så hvorfor ikke teste en kropsvarmer, der holder noget længere. Og en sådan har Biltema til billige penge.

Beskrivelse

Biltema’s Body Warmer – eller kropsvarmer kommer i en plastikpose, der indeholder 4 stykker kropsvarmere, der hver kan give varme i op til 12 timer. Varmesystemet er et kendt system der består af jernpulver, vand, aktivt kul, træpulver, salt og vermiculit (et silikatmineral). Det er pakket i en lufttæt pose, og når den åbnes, så tilføres indholdet ilt og en forbrændingsproces starter. Det giver op til 60 graders varme. Posen kan ikke genbruges.

I brug

IMG_0593

Posen åbnes let og ved at rive et papirlag af aktiveres indholdet efter 5-7 minutter. Herefter holder dposen sig varm i mere end 10 timer. Herefter går det gradvist ned ad bakke med varmen og efter 11 timer er det slut. Hvor papirlaget sad, er der en selvklæbende flade der sikrer, at posen kan sidde fast på tøjet.

Advarsel: Posen må ikke anbringes direkte på huden. Det skal et lag tøj imellem. Ellers kan man få forbrændinger.

Posen giver en meget behagelig varme og trykker man på posen med en flad hånd, kan man rigtigt nyde varmen. Under roturen kan posen være for varm, men så kan man jo pakke den ned  i en pose og bruge den senere. Forbrændingsprocessen kan dog ikke stoppes, så man har kun 10-11 timer, men det er vel også nok for de fleste roture.

Jeg har ikke testet posen i forbindelse med overnatning udendørs, men jeg kan let forestille mig, at den er effektiv til at holde fødderne varme i en kold sovepose.

Konklusion

En billig løsning på at holde varmen. Og som sikkerhedsudstyr er posen uovertruffen samme med et varmetæppe, hvis man skal have varmen igen efter en ufrivillig vandgang, hvor man var lidt længe i vandet. Og hvorfor ikke have en pose liggende i bilen om vinteren? Du kunne jo sidde fast i en snedrive – og så er varme jo velkommen.

Set til 18 dkr. i Biltema i Sverige for fire engangsvarmere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *