Veddelev – Eskilsø – Lilleø

27. august 2012

Tid til en lille aftentur. Vejret har været blæsende fra nord, men over middag løjede det noget af. Og da jeg først havde tid til en rotur ud på eftermiddagen, så passede det mig fint. Jeg roede ud fra Veddelev. Det er også over et år siden, at jeg har roet herfra, så det var ved at være på tide. For det er et fint lille sted.

Jeg roede mod nord, da jeg ville rundt om Eskilsø og være tilbage ved Veddelev i det sidste dagslys. En tur på 15-19 kilometer alt efter hvor jeg vendte om. Det blev så efter Lilleø, så turen blev på lige over 19 kilometer.

Jeg havde modvind fra start, men  dog ikke så kraftig. Der var også nogle bølger lige i fjæset fra det tidligere blæsevejr, men vejret løjede noget af, da jeg var øst om Eskilsø. Her mødte jeg også et par havkajakroere, der var på vej rundt om Eskilsø med uret. Så dem så jeg igen på den anden side af Eskilsø på vejen tilbage.

Ved Jyllinge Kajakklub øvede de selvredning i nogle havkajakker. Jeg hilste på, men roede videre mod nord for at runde Lilleø. Her var endnu en kajakroer, som jeg overhalede og en pige, der roede mod syd. Sikke en trafik af kajakroere…..

Ved Lilleø måtte jeg lige holde tilbage for en andemor og hendes ællinger. Syv små dunede ællinger pilede efter andemor, der tog situationen roligt. Det er ellers sjældent, at ænderne er så tæt på, da de holder sig væk fra mennesker – og kajakroere, tilsyneladende.

På vejen tilbage begyndte solen at gå ned bag skyerne. Jeg tog et billede, da den var over Gershøj. Flot solnedgang – og vinden var efterhånden helt væk. Så turen kunne rigtig nydes, selvom der var en del modstrøm ved Skovbroen vest for Eskilsø.

Ved Elleore mødte jeg Sagafjord på sin aftentur. Den kom fra Kattinge Vig og sejlede øst om Elleore. Den vej skulle jeg også, så vi mødtes i rum sø. Den sik-sakkede lidt, så jeg måtte race mod land for ikke at komme for tæt på. Der var gang i højttalerne ombord. Det lød som om, at de havde en eller anden form for sportsradio kørende – men med kommentatorer, der lavede sjov og ballade. Lidt støjende – lige som den vandscooter, der sejlede fra området ved Jyllinge og ned til Veddelev og retur – og jagtede svaner under vejs. Mærkelig interesse – altså at jagte svaner. Og sejlads med vandscooter er iøvrigt forbudt i Roskilde Fjord syd for Frederiksværk, men der er vist ikke nogen, der håndhæver det forbud.

Nå, på trods af støj, så var det en rigtig god tur på fjorden. Der er ikke billede af ruten som sædvanligt, da GPS’en ikke vil overføre ruten. Men den har registreret turen…? Der er vist noget galt med Garmin Connect efter deres opdatering i dag. Nå, det lykkedes alligevel ved at finde filen på GPS’en og indlæse den i Basecamp fra Garmin og så indlæse den i Garmin Connect. Besværligt, men muligt. Men GPS’en er død igen.

Rute: Veddelev strand, Eskilsø, Lilleø og retur
Isætning: 55.680518, 12.072204 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 19,21 km
Vejr: 19 grader. Vind 5 m/s fra N. Klart vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *