2012 Vintertur til Hven (Gennemført)

Vedbæk Kano og Kajakklub har indbudt til en vintertur til Hven (eller Ven) og tilbage igen i havkajak. Datoen er søndag den 16. december 2012. Der er fremmøde klokken 0800 til møde ved kajakklubben. Du er selv ansvarlig for korrekt vinterudstyr og for at have trænet vinterroning.

Tilmelding her

Turen er på omking 30 kilometer med ca. 9 kilometers roning fra Vedbæk til øen, 10-12 kilometer rundt om øen og så retur. Det fremgår ikke af invitationen om der holdes pause på Hven, men der opfordres til at medbringe en madpakke og gerne sukkertøj, der kan deles med andre. Så mon ikke vi kan konkludere, at der vil være landgang. Du behøver dog ikke at medbringe pas…

Om Hven

Hven (eller svensk stavemåde: Ven) er en svensk ø i Øresund i Landskrona kommune.
Øen er cirka 4,5 kilometer lang og op til 2,4 kilometer bred med et areal på 7,5 kvadratkilometer. Hven har omkring 360 indbyggere og ligger cirka 4,5 kilometer fra Skånes og 7,5 kilometer fra Sjælland. Der er tre bebyggelser ved kysten: Bäckviken, Norreborg og Kyrkbacken med kirken Sant Ib. Øen har været dansk og her boede Tycho Brahe i en periode af sit liv fra 1576-1588. Tycho (eller Tyge) havde sit observatorium kaldet Stjerneborg og Uranienburg på øen, men ved Frederik d. 2’s død stoppede støtten og Tycho flyttede til Prag i Bøhmen. Her døde han og er begravet med sølvnæse og det hele.