Urholder

Jeg har testet en urholder, der skulle løse problemet med at følge med i tiden under en rotur. Uret bliver jo skjult af rojakken, hvis den har lange ærmer. Så en urholder er blevet opfundet, så uret kan placeres på dækket af kajakken. Men fungerer det i praksis og hvad er fordele og ulemper? Denne artikel tester en løsning, der kan købes i flere kajakbutikker eller over nettet. Jeg har sat mit Garmin GPS-løbeur på urholderen. Så kunne jeg jo måske følge med i hastighed og afstand. Det kniber jo lidt, når uret er anbragt i en lomme. Især hastigheden er normalt svær at følge med i, da jeg er nød til at stoppe op for at aflæse uret.

Beskrivelse

Urholderen består at et fleksibelt plasticrør med propper, hvor der er monteret to sugekopper. Midt på plasticrøret er anbragt en skumgummi holder, der er beregnet til at spænde uret fast på. Skumgummiholderen er flad på den ene side, så den ikke ligger an mod dækket, når et ur er monteret med samleled nederst. Urholderen kan flyde, så man kan redde sit ur og holderen, hvis det skulle ryge i vandet. At røret er fleksibelt sikrer, at urholderen kan anbringes på let krumme overflader, som f.eks. dækket på kajakken.

I brug

Uret spændes let på skumgummidelen, der kan give sig lidt, så rette hul i urremmen kan anvendes. Herefter anbringes urholderens ved hjælp at sugekopperne på et ønsket sted på kajakken. Færdig. Det kan ikke være lettere. Jeg løb dog hurtigt ind i lidt problemer. Hvis en sugekop anbringes på dækkets udsmykning (den blå farve), så løsner sugekoppen sig. Bemalingen er lidt nupret, og det er åbenbart nok til at der siver luft ind under sugekoppen. Derfor måtte jeg anbringe urholderen lidt skævt på et stykke rent glasfiber. Så sad urholderen fast og gav ikke problemer. Men jeg er ikke sikker på, at urholderen sidder godt fast på plastickajakker (ikke afprøvet), der jo ikke er helt så glat som glasfiber.

Og er er så det andet problem. Holderen burde have et øje i hver side, så man kunne sikre holderen med en stump snor. For holderen bevæger sig noget i bølger, der skyller ind over dækket. Og vælter du, så kan du let ramme holderen under redningen – og selv om holderen ksn flyde, så var det lidt lettere, hvis den var ved kajakken også efter en ufrivillig vandgang.

Konklusion

Holderen løser et problem med at se tiden uden særlige kneb. Det kræver dog, at uret er vandtæt, men ellers var det jo nok ikke med på havet. Benytter du et GPS-ur, så er holderen nærmest genial. Desværre kan holderen ikke rigtigt sikres med en snor, og jeg er ikke helt overbevist om, at holderen sidder tilstrækkeligt fast i hårdt vejr – slet ikke, hvis du skal tilbage i kajakken efter en ufrivillig vandgang og benytter cowboy-metoden. Her ville et par øjer i hver ende af holderen have været på sin plads.

Ror du kun i forholdsvist stille vejr, så kan urholderen anbefales. Ellers vil jeg anbefale, at du binder en snor om urholderen – bare for en sikkerheds skyld.

Set til ca. 100 dkr. i kajakbutikker.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *