Thermos Madtermokande
Jeg har fået fingrene i en madtermokande fra Thermos. Den skulle kunne holde mad varm i 9 timer – eller kold i 14 timer. Det rækker jo fint til en kajaktur med frokost. Jeg har forsøgt mig lidt med en billig model fra et ukendt mærke i Sverige, dog med blandet held. Det kan du læse om her.
Men Thermos er et kendt mærke, omend noget højt prissat i Danmark. Den testede model er imidlertid noget billigere i USA, men en forsendelse og toldbehandling fordyrer selvfølgelig produktet noget.
Den testede madtermokande er lavet i rustfrit stål og sælges blandt af Amazon, men kan findes tilsvarende andre steder – ofte med grøn farve. Den testede model er sort og er set i Danmark. Termokanden rummer 16 oz eller lige under en halv liter. OK for en gang suppe eller lidt gullash til en person.
Beskrivelse
Madtermokanden er lavet af rustfrit stål med et metallåg, der skrues på. Under låget er der en ske, der kan foldes ud i tre led. Det er ikke muligt at opbevare noget i låget, som f.eks. krydderier (læs: Bacon), da koppen skrues ned om selve termokanden. Termokanden er dobbelt-vægget med et lufttomt hulrum, der virker isolerende.
I brug
I daglig brug er termokanden let at fylde, tømme og ikke mindst rengøre. Åbningen er tilpas stor til at skeen kan få det hele op, og en senere rengøring er let, da en børste kan komme ind i beholderen.
Beholderen rummer lige under 1/2 liter, hvilket er fint til et mindre måltid og den dobbelte metalbeholder, hvor der er vacuum imellem, holder overraskende godt på temperaturen.
Den medfølgende ske er tilpas stor i bladet og derfor god til suppe. Den kan ikke skære maden over (hvilken ske kan det? Red.), så suppe eller mad med udskåret kød er bedst.
Jeg er ikke i Danmark for tiden, saa jeg måtte gennemføre en test i ørkenen. En test med koldt vand afslørede, at madtermokanden kunne holde temperaturen fra 5 grader til 5,5 grader celcius på 4 timer, når den er efterladt ved en temperatur på ca. 18 grader. Det er godkendt, da der er en fejlmargin på mit termometer på 0,5 grader. Derfor kan temperaturen faktisk have været ret konstant i de fire timer.
Konklusion
Det kan konkluderes, at med madtermokanden fra Thermos leverer varen. Den holder fint maden kold på god sommerdag. Selv skeen fungerer faktisk fint, saa man behøver ikke medbringe en rigtig ske.
Set til 25 Dollars (ca. 170 dkr) paa Amazon.com. Hos COOP koster den 300 dkr. på nettet. Den prisforskel kan vist ikke helt forklares med momsforskelle.
Du kan få varm lækker mad hvor og hvornår du vil – du skal blot investere i en madtermokande og lære nogle simple metoder.
“Lav mad på termokande” er en gratis e-bog, der giver dig mine bedste opskrifter.
Find den på: http://peter.arklint.dk/apps
Mvh. Peter
Normalt har vi ikke reklamer på KajakGal, men da denne app er gratis, så vil vi da gerne slå et slag for en spændende brug af madtermokander. God appetit. Se mere her