Manuel pumpe

I forbindelse med vandgang i hårdere vejr, er en pumpe næsten et must. En pumpe gør det muligt at tømme kajakken for vand, mens der er et spray på. Især hvis sprayet er forberedt for en pumpe. Den testede pumpe er lavet i Kina, men har ikke et navn. Den kan købes i mange forskellige kajakbutikker og koster fra 200-350 kroner. Så kig dig for!

Beskrivelse

Pumpen er blå og gul og kan flyde. Det er en klar fordel. Skruerne er oplyst at være rustfrie og pumpen kan lænse kajakken for ca. 30 liter vand i minuttet. Den er omtrent 50 cm lang og kan benyttes uden at sætte en slange på studsen ved håndtaget. Pumpen suger, når man hiver i håndtaget og puster vand ud, når håndtaget presses tilbage.

I brug

Pumpen virker meget driftsikkert så længe der pumpes vand uden for meget grus eller sand. Det er nok også det miljø, den primært vil være indsat i. Jeg gennemførte testen, mens jeg sejlede i kajak, og var overrasket over, hvor hurtigt den kunne pumpe vand. Hvis man er væltet og tømmer kajakken på normal vis ved at løfte stævnen og vende kajakken rundt, så er det resterende vand tømt på ganske få pumpeslag. Er kajakken mere fyldt i cockpittet, så tager det 5-6 minutter at tømme den.

Pumpen er en klar fordel i hårdt vejr, hvor man kan bruge den med spray på. Herved hindrer man yderligere vand i cockpittet efter en vending og er hurtigt klart igen. Er sprayet ikke på, kan der være en fare for, at bølger fylder kajakken lige så hurtigt som man kan pumpe. Hermed en opfordring til at det spray, der benyttes i hård vejr har en åbning for en pumpe!

Det skal dog bemærkes, et to popnitter ved håndtaget ikke er så glade for saltvand og er begyndt at ruste. Det er for dårligt!

Konklusion

Pumper kan fås i mange udgaver – også pumper til indbygning i kajakken. Efter min mening er en pumpe et stykke tilbehør, der primært knytter sig til sejlads i hård vejr. Derfor er det ikke nødvendigt at forkøbe sig på dyre modeller, hvis man ikke er til sejlads i kraftig vind eller store bølger. Den testede pumpe opfylder fint formålet og virker solid. Desværre er der begyndende rust ved popnitterne på det testede eksemplar.

Er du i udlandet eller alligevel bestiller varer over nettet, så kan du få den til 170 kroner, bl.a. hos Reed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *