Skumblok til transport

I forbindelse med transport af kajak på taget af min bil har jeg testet en formstøbt skumgummiblok til brug for transport af kajak. Skumblokken er beregnet til at skubbe ind over et allerede eksisterende tagbøjlesystem, for eksempel fra Thule. Den testede model er beregnet til ovale tagbøjler, men der fås også en til almindelige bøjler.

Beskrivelse

Skumblokkene er 40,5 gange 10,5 centimeter og vejer ca. 0,5 kg og købes parvis. Skumblokkene er lavet af EVA 33-38 degree Shore C skum, der er formet med en fordybning, der følger kajakkens skrogform. Fordelen ved EVA skum er, at det holder den oprindelige form, selv ved længere tids trykpåvirkning. Shore C er en måleenhed for skummets hårdhed, hvor A er hårdest. Der er 12 hårdhedstrin i skalaen. C er lidt hårdere end en skumgummimadras, men blødere end flamingo.

I brug

Skumblokkene er nemme at skubbe på tagbøjlerne fra Thule og kan oven i købet skubbes ind over tagbøjlernes monteringsbeslag på bilen. Derfor kan de let af- og påmonteres, når kajakken skal transporteres eller fjernes igen, så de ikke bliver væk.

Hvis kajakken skal løftes på bilen af en person, skal man lige erindre, at kajakken skal løftes ca. 5 cm. højere end tagbøjlens normale højde. Derfor kan det lette lidt på processen, ved at skumblokkene placeres yderst på tagbøjlen inden kajakken løftes på plads. Herefter løftes kajakken op på skumblokkene, der så skubbes ind mod bilens midte – en af gangen. Samme fremgangsmåde kan anvendes, når kajakken skal af.

Når kajakken er på bilens tagbøjle, er det nødvendigt at fastgøre kajakken med to remme. Disse følger desværre ikke med, hvilket dybest set er underligt, da man ikke kan benytte skumblokkene på bilen uden disse. Andre systemer leveres med remme til fastgørelse af kajakken.

Konklusion

Med skumblokkene monteret, har du en simpel og let løsning til transport af op til to kajakker på en alm. bil – under forudsætning af anskaffelse af to sæt. Skumblokkene er lette at arbejde med, og i forhold til andre løsninger, skal kajakken ikke kantes eller løftes i en unaturlig vinkel for at komme på plads. Endvidere kan man skubbe blokkene over tagbøjlerne selv med kajakken hvilende på skumblokkene, der letter læsning og losning. En anbefalelsesværdig løsning, der også kan benyttes, hvis kajakken skal placeres på et hårdt underlag inden isætning i vandet. Sættet burde dog indeholde to fastspændingsremme til prisen.

Opdateret 5 JUL 2011: Nu har blokkene været i brug i et år, og jeg er fortsat tilfreds med dem. Man kan god se, at de er brugte, da de er lidt flossede i kanten af den rille, der skal ind over tagbøjlen. Men det er kun kosmetisk. De fungerer fortsat helt efter planen.

Skumblokkene er set hos flere forhandlere til ca. 230-300 dkr. for et sæt af to stk.

En kommentar om “Skumblok til transport

  • 15. april 2017 at 00:32
    Permalink

    Tag skumblokkene med dig hvis du er på tur i klippefyldte område. Hvis du holder hvil på en klippekyst, er de fine til at skåne kajakken mod hårdt underlag.

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *