Skallehavn – Værebro Å

15 april 2012

11 kajakroere fra Kajakflokken Malik mødtes for at ro søndagens tur. Per Hülsen havde på facebook forslået en tur op i Værebro Å. Det er nu ikke så længe siden, at jeg har været der, men der er jo flot oppe ad åen.

Der var lovet lidt vind fra nord, men da vi roede fra Skallehavnen var det næsten vindstille og vandet var spejlblankt. Så roturen ned til Værebro Å gik hurtigt.

I selve Værebro Å, var vandstanden noget lav, men strømmen kraftig. Måske fordi der er en mindre vandbredde i åen, når der er lavvandet? De steder, hvor man normalt skal dukke sig for at ro under, kunne passeres uden videre. Sjovt, at der kan være så store forskelle i vandstanden i åer ved Roskilde Fjord.

De andre gjorde holdt ved Værebro Kano- og Kajakklubs landeplads, men jeg ville gerne lidt højere op i åen, så jeg fortsatte alene. En kilometers penge længere fremme kom broen, der fører landevejen fra Jyllinge mod nord over åen. Jeg kunne godt ro videre, men vandstanden var lidt lav, og jeg ramte sten på bunden, der ikke kunne ses i det grumsede vand. Så jeg vendte om og roede ud af åen igen. De andre holdt pause lidt efter mundingen, så dem mødte jeg med og kunne lige nå min madpakke og kaffe.

Vi roede til Skallehavn igen, men jeg øjnede lige muligheden for at ro over 20 km, så jeg fortsatte til Jyllinge Lystbådshavn. Det gav lige de to manglende kilometer. Men lad billederne tale for dagens tur.

Rute: Skallehavn til Værebro Å og retur
Isætning: 55.753588,11.84884 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 20,71 km
Vejr: 9 grader. Vind 4 m/s fra N. Overskyet, enkelte byger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *