Skallehavn til Frederikssund

26. marts 2011

En gang i efteråret meldte jeg mig til den virtuelle kajakklub, Kajak Flokken Malik, der lever på internettet. Du kan læse lidt om klubben her. Imidlertid har jeg ikke fået sejlet med klubben, men nu skulle det være. Lørdag mødte jeg op klokken 1100 ved Skallehavn lige syd for Frederikssund. Havnen eller retterligere stranden benyttes ofte af kajakflokken på grund af den centrale beliggenhed og gode isætningsforhold.

Da det nu var første gang, at jeg deltog, var jeg lidt spændt på, hvor mange der mødte op. Via Facebook viste jeg, at en gammel kollega ville være der, men hvor mange ellers? Det blev til 15 kajakker i alt med begge køn ligeligt repræsenteret. Efter klargøring af kajakkerne og påklædning, stod vi alle ud fra stranden og sejlede mod nord. Jeg nåede at tage lidt billeder inden alle var ankommet til området. Området er ved at blive sat i stand som rekreativt område med stier, bålplads og små lunde. Biltrafik er ikke tilladt til området, men man må gerne køre ned til vendepladsen for at isætte både. Det tolkes vist ret bredt, for alle kajakroerne parkerede deres biler ved siden af en vendeplads.

Vejret var fantastisk med høj solskin og kun let vind. Opskriften på perfekt dag på fjorden. Vi roede mod Frederikssund med kurs mod Stenhavnen. Her er der blevet bygget en del boliger på havnekanten og i den forbindelse er der lavet en lille kanal fra Stenhavnen til Nordhavnen. Kanalen må ikke besejles af motorfartøjer, men kajakker er velkomne.

I kanalen passerer man flere små broer, hvor der stor enkelte fodgængere, der så undrende til kajakflokkens rotur. Et ægtepar spurgte, om det ikke var for koldt til at sejle, men da alle var klædt på til forholdene, kunne vi svare: “Nej. Tværtimod. Det er næsten for varmt – indtil man vælter.”

Inde i Nordhavnen sejlede vi alle over til den brede trappe, der går op til havnepladsen. Der var en del mennesker på bådene i havnen, og enkelte benyttede sig af muligheden for at få publikum til lidt rulninger. Der vankede da også bifald. Herefter sejlede vi til området lige syd for Frederikssundbroen for at gå i land og drikke kaffe.

Mens vi spiste vores medbragte mad gjorde nogle klar til en overraskelse. Per fra Butik Malik havde fødselsdag og frem fra et par kajakker kom kage og flag. Selvfølgelig skulle der lige synges en fødselsdagssang. Fantastisk.

Herefter sejlede vi tilbage til udgangspunktet igen. De fleste sejlede direkte tilbage, men vi var en 4-5 kajakker, der sejlede via kanalen tilbage.

Tilbage på stranden ved Skallehavnen, var der kun læsning af udstyr og kajakker tilbage. Fantastisk vejr og rotur med en klub, der har plads til alle. Det er ikke sidste gang, at jeg ror med kajakflokken.

Rute: Skallehavn til Frederikssundbroen
Isætning: 55°49’4.53″N, 12° 3’58.24″Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 7,73 km
Rotid:
Vejr: 4 grader. Vind 3-4 m/s fra N. Klart vejr med sol.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *