Roskilde inderfjord rundt

IMGP188520. oktober 2013

Nu det er konstateret at jeg kan ro kajak igen, skulle søndagen selvfølgelig udnyttes til endnu en kajaktur. Denne gang med kajakflokken Malik, der kunne samle 10 kajakker til søndagstur fra Veddelev.

Vejret var lidt trist med trussel om vand i luften og solen ville heller ikke helt frem, men heldigvis klarede det op og der kom da lidt sol indimellem. Fra Veddelev satte vi kursen direkte mod Kattinge Vig, hvor flere gerne ville se Ringøen. Vi roede forbi Borgnæs, hvor der holder havørne til. Og vi blev ikke snydt. To havørne – den ene lidt større end den anden – fløj rundt i luften over Borgnæs Storskov. Den mindre havørn blev dog forstyrret af krager, der forsøgte at skræmme havørnen væk. Og det lykkedes, for begge ørne fløj mod øst og forsvandt. Lidt senere sad den ene havørn igen i området, hvor den pudsede fjer i toppen af et lille træ. Jeg tog et billede, men ørnen var på noget afstand, så du skal nok have luppen frem, hvis du skal nyde havørnen. Beklager det grynede billede, men det er altså også forstørret mange gange.

Havørn

Efter at have rundet Kattinge Vig roede vi mod Kattinge Værk, hvor vi ville stikke kajaksnuden ind i den lille kanal på stedet. Man kan ikke ro direkte ind i Kattinge Sø, men man kan komme ind til fisketrappen. Kattinge Værk er ejet af Københavns Kommune, der benytter det til forskellige udendørsaktiviteter. Tidligere og indtil 1910 var det et papirværk, men møllen, der drives ved vandets kraft er fra 1754 og blev brugt til male korn i begyndelsen. Interessant nok er møllen bygget med sten fra et slot, der eksisterede i området, men slottet forfaldt efter at Dronning Magrethe d. 1 overdragede slottet til bispen ved domkirken som tak for støtte. Kanalen er nu ikke særlig interessant at ro ind i, men jeg kan da meddele, at fisketrappen virker. Der var flere fisk, der slog med halen på vej ud af kanalen.

Ved Kattinge

Fra Kattinge Værk roede vi den lille strækning over til Ringøen, hvor vi holdt frokost. En enkelt trak kajakken ind til midten af øen og roede lidt rundt. Ikke nemt, da søen kun er 10-20 cm. dyb, men så har han da prøvet det. En anden gik øen rundt, så det kan vist godt siges, at øen er indtaget.

Med frokosten indtaget roede vi ud af Kattinge Vig og ned mod Roskilde. Desværre kan man på hele den strækning se Roskildes nye rædsel: Forbrændingsanstalten ved Roskilde Øst. Magen til skændsel skal man lede længe efter og nu da den er ved at være færdigbygget, så skal den vel dominere hele Roskilde de næste 50 år. Utroligt at politikerne i Roskilde ikke har nogle visioner for Roskildes udseende, men lader sådanne makværker opføre. Jeg har ikke taget et billede af svineriet, det må du selv gøre. Du kan tage billeder helt fra Frederikssund, hvor bygningen kan ses.

Ved Roskilde roede vi rundt i havnen for at se alle dele af havnen, hvorefter vi roede tilbage mod Veddelev. Indimellem tittede solen frem på vejen tilbage, så vi sluttede da i solskin. Og læseren skal da ikke snydes for et billede af efterårets farver.

Borgnæs Storskov

Turen blev på små 20 kilometer. Hvilken fantastisk måde at bruge fire timer på en søndag! Se en lille video her.

roskildeRute: Veddelev strand, Kattinge Vig, Roskilde
Isætning: 55.680518, 12.072204 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 19,23 km
Vejr: 14 grader. Vind 4 m/s fra SW. Klart vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *