Robens Green Hawk telt

Denne artikel tester Robens Green Hawk telt, der udemærker sig ved en forholdsvis lav vægt, lille størrelse og en acceptabel pris. Robens er et dansk mærke fra Oase Outdoors i Give og det testede telt er fra deres Lite Tent-serie. Green Hawk findes i en 2011 og 2012-model, der ser næsten ens ud, men hvor 2012 er forbedret lidt i forhold til 2011-modellen, blandt andet ved en lidt anderledes udførelse af de tapede sømme.

Teltet er til to personer og af tunneltypen. Teltet er dog en lille smule anderledes end andre tunneltelte, da man faktisk ligger på tværs af indgangen. Det giver nogle fordele, når man opholder sig i teltet. Men er det velegnet til kajakbrug? Og er kvaliteten i orden? Læs mere herunder, hvor teltets detaljer beskrives.

Beskrivelse

Når teltet ikke er i brug, er det pakket ned i en pose med målene 50*18 centimeter og en samlet vægt på 3,4 kg. Det er lidt i den tunge ende for tilsvarende letvægtstelte, men til kajakbrug betyder det nok ikke det store. Og i alle tilfælde er vægten jo lav.

Teltes oversejl er silikonebehandlet på begge sider og har brandhæmmende egenskaber. Robens kalder materialet HydroTex Ultralite, men det er polyester i 290T-kvalitet. Inderteltet er ligeledes i polyester, men i 185T, der er åndbart og knapt så fintmasket i syningen.

Bunden er ligeledes lavet af polyester med Polyurethane-behandling (PU), men her i 210T-kvalitet. Det gør stoffet lidt tykkere idet syningerne er mindre tætte end i 290T-kvaliteten og tager bedre imod PU-behandlingen, der kan trænge ind i stoffet og gøre det vandtæt. Vandsøjletrykket er over 10.000 mm.

Teltstængerne er lavet af aluminium i 7001-kvalitet, der er anodiseret, så de ikke får aluminium-pest (er modstandsdygtige over for vejret). Tykkelsen er 9,5 mm. Kvaliteten er et udtryk for, hvor meget zink, der er i aluminiummet (ca. 5-7 %). Zink er en billig måde at gøre aluminium modstandsdygtigt over for vejrlig.

Teltet er konstrueret, så man kan rejse oversejl uden telt – eller samlet. Det sidste er godt, hvis man skal rejse teltet hurtigt og kun er en person. Hvis kun oversejlet rejses, så har man mulighed for at bruge det som shelter.

I brug

En af de vigtigste parametre (ud over at være vandtæt) er selvfølgelig teltets størrelse, når det er pakket sammen. For kan det ikke stuges ned i et dæksrum, så risikerer teltet jo at være vådt, når det pakkes ud. Og størrelsen på Green Hawk gør det nemt at få teltet ned i en almindelig størrelse kajakluge. Så ingen problemer her. Posen giver oven i købet plads til at pakke en billig presenning med ned i posen. Det anbefaler jeg, da teltet så kan stilles på presningen og dermed beskytte teltbunden. Især ved rejsning af telt i fugtigt terræn, hvor græs og mudderkager ikke er så sjovt at pakke med ned bagefter. En billig presenning kan f.eks. købes hos Harald Nyborg til 16 dkr.

Teltet er lavet af polyester, hvilket larmer lidt mere i vinden end hvis det var lavet af nylon. Det er måske heller ikke så holdbart et materiale, men til gengæld giver det sig ikke, når det er vådt. Det kan være en fordel, hvis man er blæst inde i nogle dage med regnvejr. Vandsøjletrykket er 3000 mm, hvilket er ganske fint. Det betyder, at teltet i teorien er vandtæt med en 3 meter høj vandsøjle stående på teltet. Det er lidt teoretiske forhold, for det er vigtigere at teltets bund og oversejl har tapede sømme end at vandsøjletrykket er 3000 mm eller 5000 mm. Og det har Green Hawk. Generelt er vandtætheden ganske fin og burde kunne holde til de mere barske forhold på en vindomsust strand.

Teltet kommer med nogle standard-pløkke af aluminium. De er anvendelige, men bør nok skiftes til en bredere model af  f.eks plastik. De er stærkere og lidt lettere. Det ændrer dog ikke ved, at teltet rejses meget let selv i blæsevejr. Teltet rejses på 5 minutter af en person, men kanalerne til teltstængerne volder dog lidt problemer. Teltstængerne, to styk, er røde og samles let, hvorefter de stikkes ind i hver sin indvendige rende i den ende, hvor der er en plasticfod. Indgangshullet er lige over den påsyede trekant. Kanalen til stængerne er fuldsyede, det vil sige at stængerne er helt skjult. Og heri ligger der et lille problem. Det er svært at få presset stængerne hele vejen igennem, da teltet har det med at krølle i processen. Så der skal masseres lidt. Opsætning af teltet kan læses her.

Når teltet er slået op, så er de indre mål er 140*220 centimeter med en højde på ca. en meter. Det giver plads til to personer samt lidt bagage – eller tre personer, hvis du skal rejse rigtigt let. Yderligere bagage kan anbringes under oversejlet, hvor det kan stå lidt i tørvejr, men ikke helt gemt væk. Der er udgange i begge sider af teltet. Og her er en af teltets designmæssige genialiteter. Man sover på tværs af åbningerne, hvilket betyder, at de to personer har deres egen indgang og ikke skal kravle over den anden for at komme ind i teltet. Der er også mulighed for at have to kogesteder, så man ikke generes af vinden, selv om det skulle vende. “Dørerne” er selvfølgelig lavet af myggenet og der er nogle lommer indbygget til solbriller, ørepropper hvis makkeren snorker osv.

Inderteltet er lavet i en let orange eller gul-agtig farve, så du kan bevare illusionen om fint vejr selv på en gråvejrsdag. Og inde i teltet er der tænkt på detaljerne: Der er indbygget en tørresnor. Fint. Udluftning sker gennem klapper i begge sider og de kan lukkes med lynlås. Bardunen fastgøres i udluftningen tre steder, hvilket fungerer fint.

Konklusion

Teltet giver rigtigt meget telt for pengene og er anbefalelsesværdigt til både hiking, motorcykelferie eller kajakbrug. Især er designet med at ligge på tværs af teltet en rigtig god detalje. Så undgår man at gå hinanden på nerverne, hvis man er blæst inde – eller er på en fleredages campingtur. For man har hver sin indgang og forstyrrer ikke den anden, hvis man skal ud. Så lidt privatliv er der da mulighed for.

Teltet er lavet i polyester, hvilket selvfølgelig er med til at reducere prisen. Men det kommer med en bagdel. Det larmer mere end nylon. Og det kan være lidt enerverende i blæsevejr eller i regnvejr.

Kvalitetsmæssigt er der ikke noget at udsætte på teltet, men der burde være medleveret pløkke i aluminium med trekantprofil eller plastik-pløkke (som f.eks. billede til højre), når det nu er et fire-sæsonners letvægtstelt. Pløkkene, der er leveret med, er dog anvendelige på f. eks. græsplæner. Bemærk, at det er lidt besværligt at få teltstængerne ind i deres render, når teltet skal rejses alene.

Den testede model havde tre små huller i inderteltet, så kontroller lige teltet, når du har købt det. Der var dog ingen problemer med bytningen. Der blev straks sendt et nyt indertelt.

Set til ca. 2600 dkr. i enkelte danske webbutikker. I butikker koster teltet ca. 3000 dkr. Den nye model 2012 er ca. 3-400 kroner dyrere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *