Pagajens vægt

Prismæssigt er der stor forskel på tunge og lette pagajer. Også selvom de tunge pagajer ikke virker så tunge endda. Så man kan selvfølgelig spørge sig selv, om det virkeligt betyder noget. Men tænk på, at hvis du ror længere ture, så kan selv en lille mervægt gøre en stor forskel. Du skal jo løfte og flytte mervægten flere tusinde gange i løbet af roturen. Og det kan mærkes, når roturen er slut.

Faktisk kan det være forskellen på, om du nyder den dejlige snurren i musklerne – eller om du nærmest falder sammen efter roturen og med smertende arme skal løfte kajakken op på bilen.

Men skal du ofre en større formue på pagajen – eller kan mindre gøre det?

Lad os først lige se på pagajen og hvad den er lavet af. Faktisk er der rigtigt mange forskellige materialer, som en pagaj kan laves i. Det spænder over træ til eksotiske kulfibermaterialer med aluminium og plastik ind imellem. Generelt kan pagajerne inddeles i tre vægtklasser:

  • Tunge. Omkring 1200 gram eller mere. Ofte lavet med aluminiumsskaft og plastikblad. De er relativt billige – ofte fra få hundrede kroner og er meget stærke, nærmest uforgængelige.
  • Mellemvægt. 900-1200 gram. Lavet af træ eller med aluminiums- eller fiberskaft og plastik- eller fiberforstærket plastikblad. Priserne varierer fra ca. 500 dkr. til ca. 15-1600 dkr. Pagajerne er robuste, men bladet kan skades ved gentagne gange at stikke den i havbunden eller stranden ved start eller afslutning på roturen.
  • Lette. Under 900 gram. Oftest lavet af kulfiber eller lette trætyper. Priser fra 1600 dkr. og opefter. Pagajerne er stærke, men kan ødelægges ved at ramme bund og strand uheldigt. Ultimativt lette typer kan også knække, hvis du er meget stærk.

Hvilken klasse skal du så vælge fra? Når du er nybegynder og kun skal ro kortere ture og gennemføre en kajak-uddannelse, så er de tunge pagajer ganske fine. For de kan holde til lidt af hvert – også til at stikke bladet solidt i strandkanten, når kajakken skal indtages. Køber du en med delbart skaft, så kan den senere bruges til reservepagaj. Ellers skal du selv gøre den delbar senere. Se hvordan her. Jeg anbefaler dig dog ikke at købe en pagaj, der vejer mere end 1300 gram. Prismæssigt ligger de omkring 5-700 dkr.

Når du er mere øvet, så vil du nok ro lidt længere og har heller ikke behov for at bruge pagajen som “brækjern”. Og så er der flere muligheder. Jeg anbefaler, at du vælger en pagaj fra den lette klasse. Ikke nødvendigvis en pagaj til urimelig høj pris, men det koster lidt at få vægten ned. Omvendt vil de sidste gram være meget dyre at få væk, og det er tvivlsomt om selv mere avancerede kajakroere får gavn af den merpris. Og en for let pagaj kan have den bagdel, at den nærmest er ustyrlig i blæsevejr og ikke føles tryg. Desuden er de dyreste pagajer ofte ikke så solide, da vægtreduktion er prioriteret højere. Generelt vil jeg ikke anbefale dig at gå under 700 gram. Prismæssigt taler vi vel om 2000-2500 dkr. Lidt mere, hvis du er til eksotiske materialer og vil have en lav vægt.

En kommentar om “Pagajens vægt

  • 19. februar 2013 at 06:45
    Permalink

    Pagajer kan også blive FOR lette. Jeg har investeret i en grønlandsk kulfiberåre og den er simpelthen for let. Jeg mangler stoflighed. I blæsevejr (7-10m/s) er den umulig at styre. Her foretrækker jeg min grønlandsåre i træ. Godt greb og god vægt (stoflighed) der gør, at jeg ved hvor jeg har pagajen. Så inden du styrter hen og bruger en formue på en let pagaj så prøv den – i al slags vej.

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *