Møllekrog til Lyndby

15. april 2015

Dagens togt var med Kajak Hornsherred og udgik fra Møllekrogen. Vejret var ok, men der var lidt regn i luften. Det var dog ophørt inden vi satte i vandet. Jeg ankom sidst, og de fleste var allerede på vandet. Men jeg er jo hurtig, så faktisk var klokken først 10, da jeg var 100 meter fra land. Så det er ikke mig, der kommer sent. Det er alle de andre, der er for tidlige.

IMGP2394

Vi var 10 i alt, og vi roede mod Lyndby, hvor der var planlagt frokost. Mange havde varslet, at det var omelet-dag, så der var vist lagt op til noget særligt. Jeg havde imidlertid ikke slæbt kogegrej med, så jeg havde i stedet en bagel med pulled pork at se frem til. Ikke værst.

Turen ud var i modvind, men da vi roede kystnært, var det ikke så slemt. Foråret er ikke helt kommet til fjorden, men der er da spæde tegn: Mange fugle og bådbroerne er sat ud mange steder.

Fremme ved Lyndby gik vi i land og så blev der ellers lagt op til det helt store madeventyr. 7-8 stykker fandt trankiaer i forskellige udførelser frem og begyndte at lave omelet. Nogle med bacon og purløg. Andre med pølse og kartofler. Jeg fandt min bagel frem. Den var god, men selvfølgelig ikke så frisk og varm. Til gengæld slap jeg for den efterfølgende opvask.

IMGP2396 IMGP2398 IMGP2397

Til desert havde Ole medbragt hjemmelavet tiramisu. Den var fantastisk og der var da også et par stykker, der tog for sig af retterne – til andres moro.

Efter en gåtur ved vikingeskibene, hvor jeg dog tog en lille tur på vandet, skulle vi tilbage i medvind. Den var oven i købet forøget, så der var god mulighed for at slappe af og alligevel have fart på. Man kunne også surfe lidt, men det var i det små. Så store blev bølgerne heller ikke.

 

IMGP2399 IMGP2395 IMGP2393

 

Tilbage ved Møllekrogen pakkede vi kajakkerne. Enkelte skulle have lidt chokoladedrik, men jeg kørte nu hjem. Dels havde jeg ikke chokolade med, dels skal der gøres klar til skift af gasfyr i huset.

Rute: Møllekrog – Lyndby og retur
Isætning:  55° 44.353′N, 11° 59.512′Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 16,79 km
Vejr: 9 grader. Vind 7-9 m/s fra S. Mest solskin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *