Mission Bay ved San Diego

31. marts 2012

Endelig en ordentlig rotur i det fremmede! En god 1 1/2 time med surf i store bølger og masser af marinedyr. Jeg roede en tur i udkanten af San Diego River ved Mission Bay i en lejet kajak. Dog med neoprensko, Kokatat rojakke og diverse vandtætte poser til penge og telefon. Resten lejede jeg. Det var en våddragt i det spændende Farmer John-snit, et spray samt en karbon delbar pagaj fra Werner. Den var lidt kort til mig, men fantastisk let og lækker.

Jeg mødte op ved kajakudlejningen klokken ca. 10 og kiggede lidt i butikken. Herefter lejede jeg en kajak. Jeg havde forespurgt om mulighederne via e-mail, så jeg vidste, at der ikke var arrangeret ture. De havde dog en skoleklasse ud i havnen, der trænede lidt kajak.

Så jeg måtte ro alene. Derfor spurgte jeg grundigt om mulighederne, erfaringer og anbefalinger. Jeg ville gerne se lidt natur og ikke nødvendigvis så meget havn. Det skal dog siges, at Mission Bay er ret stor, så der er mange små havne, men man behøver ikke ro ind i selve havnene.  Kajakudlejeren fortalte at der var store bølger ude i Stillehavet, så det ville ikke være muligt at ro ud fra stranden. Men man kunne ro ud af San Diego River, hvis man ikke var bange for refleks-bølgerne i mundingen af floden. Det skulle prøves! Ellers var der jo bugten, som jeg altid kunne vende tilbage til.

Efter at have valgt en britisk kajak med finne, men uden ror, blev udstyret uddelt. Kajakken var en lille Ikkuma 17 fra Seda i Californien og bygges i Mexico. Jeg kendte ikke kajakken, men den havde fået lidt tæsk. Formen er klassisk britisk med enkelte grønlandske inspirationer og den manøvrerede rigtigt godt. Tallet 17 referere til længden i fod, så den er ca. 5,20 lang og med en god form til bølger. Kajakken koster i glasfiber ca. 17.000 dkr., så det er ikke en super billig kajak. Våddragten var lidt klam – og lugtede ikke specielt godt. Til gengæld var pagajen en rigtig fin ting fra Werner i kulfiber. Den lignede modellen Cyprus – sådan en kunne jeg godt ønske mig. Så jeg spartlede udstyret på i et omklædningsrum sammen med en kælen kat.

Kajakken blev sat i fra en lille kajakbro i træ og så var jeg afsted. Selvfølgelig glemte jeg at tænde for min GPS, så de første 3-400 meter er ikke registreret. Det var turen fra isætningen og ud til en lang mole, hvor søløverne slikkede solskin og lugtede af fisk. Der skulle jeg selvfølgelig lige hen først. Søløverne gloede lidt på mig, men ellers var de ret uforstyrrede.

Så var det ellers ud i Stillehavet. Jeg roede langs med molerne, der går på begge sider af floden i mundingen. Og bølgerne blev stadigt større på vejen. Og der var en hel del refleksbølger, så jeg roede noget væk fra bredderne, så det værste kunne undgås. Vel ude i Stillehavet var bølgerne to meter høje. Så jeg kunne ikke se hen over bølgerne, når de kom. Enkelte skummede på toppen, men heldigvis var den type bølger mere fremtrædende syd for mig. Men er du vimmer, hvor bølgerne var store. Heldigvis af den bløde type, så de kom med 20-30 meter mellem sig. Hver 4-5 var noget højere end de andre. På toppen af sådan en bølge var udsigten fremragende.

Men jeg blev dog enig om at kalde det en dag, da jeg var alene. Der var dog enkelte speedbåde, så hjælpen var nær, hvis uheldet skulle være ude. Jeg vente kajakken og roede ind mod San Diego River igen. Her kunne jeg rigtig se bølgerne brydes mod flodens stensætninger. Flot. Og så så jeg også enkelte delfiner, der boltrede sig mellem mig og molerne. Flot, men jeg havde ikke lyst til at rode med mit kamera i de bølger og en ukendt kajak. Det er alligevel også min erfaring fra både Island og Nordsjællands kyst, at de billeder man får taget ofte er skuffende. Man kan kun se en lille rygfinne på hvalen – og kun hvis man tror på det. Ellers ligner det bare en pixel-fejl i billedet.

Inde i flodens munding kunne jeg rigtig surfe.På et tidspunkt på 15 km/t kan jeg se på GPS’en. Sjovt – men refleksbølgerne drillede noget. Så midt under et surf kunne bølgen forsvinde under kajakken – og nu blev man ramt fra siden og måtte have lidt støtte-tag. Men heldigvis kun over en lille kilometers penge. Så var jeg inde i Mission Bay og kunne ro i smult vande.

Jeg blev enig med mig selv om at ro rundt om Recreation Island inde i bugten. Så ville jeg også kommer ud på en lidt længere tur. Og kajakken føltes fint, så hvorfor ikke ro noget længere…? Der var mange fiskebåde i bugten. Men jeg så kun en enkelt, der fangede noget. Han havde fanget en lille rokke. Jeg talte med en anden fisker. Han havde ikke fanget noget, men satsede stort på det næste kast. Jeg gav ham Thumps Up. Jeg så også en del dragebåde, som der af og til er mesterskaber i. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på katastrofen i Præstø Fjord i 2011. Her i San Diego havde de dog en udrigger. Det ved jeg ikke om Præstø-båden havde.

Pludselig kunne jeg se, at jeg havde en mulighed for at se på Sea World fra vandsiden. Jeg var der i sommers med hele familien og kiggede interesseret på mulighederne for at ro kajak, men vi havde ikke tid. Vi skulle videre til Los Angeles og fik kun set San Diego Old City og Sea World – foruden shoppet, naturligvis. Men denne gang kunne jeg så se den del af et show, der foregår i selve bugten. Bare fra ydersiden. Kendere vil vide, at det er Cirque de la Mer, der giver et flot show der. Men i det indre af bugten var der kvindernes mesterskaber i otter med styrmand. Så jeg kunne ikke ro rundt om Recreation Island, men jeg kunne godt snige mig bagom konkurrencen og over til Sea World.

Så skulle jeg tilbage, så jeg roede næsten samme vej tilbage, men rundede dog lige broen med søløverne. Det var så ikke en bro, men mere en ponton-flåde, hvor man kun kunne sejle til. Den havde ikke forbindelse med land. Mens jeg roede rundt om den, blev jeg forfulgt af en stor han-søløve. Sjovt.

Jeg roede tilbage og afleverede kajakken. Det kostede mig den nette sum af ca. $30, heraf $5 for lån af våddragten. Så 160 kroner for lån af kajak og udstyr var vel ikke så skrækkeligt. Især ikke, da de hørte, at jeg var kommet gående fra nærmeste togstation – en gåtur på 5-6 kilometer. Så tilbød de straks at køre mig tilbage. Det gjorde Matt i hans kajak-pickup. Han kom egentligt fra staten Washington, så han var noget hjemmefra. Den ligger jo helt oppe mod Canada, og her er naturen noget mere vild og kold.

En fin lille tur! Kan anbefales.

Rute: Mission Bay – San Diego River – Mission Bay og havnene ved Sea World.
Isætning:  32°45’35.00″N, 117°14’18.35″V (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 10,18 km
Vejr: 18 grader. Vind 5 m/s fra NW. Overskyet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *