Kamerastativ GorillaPod

Firmaet Joby har opfundet et særligt kamerastativ, der kaldes GorillaPod. Stativet udmærker sig ved at være ekstremt fleksibelt i benene, så kameraet kan fastholdes på alverdens tænkelige underlag eller pæle. Denne test undersøger, om stativet eller tripoden kan bruges i kajaksammenhænge. Og lad min bare afsløre allerede nu, at fleksibiliteten er uovertruffet. Og benene kan let snos om dæksliner eller lignende, så man kan tage billeder under roturen. Husk dog et vandtæt kamera som f.eks. Pentax WG-1 eller lignende. Hvis kameraet har intervalometer indbygget, så er det ekstra interessant. For så kan kameraet indstilles til at tage film eller billeder med et interval og give nogle helt fantastiske – og uventede billeder.

Beskrivelse

GorillaPod er udført i ABS plastikkugler med en gummiring af TPE på midten. Kuglerne er sammenføjet i tre ben og hvert par af kugler kan bevæge sig frit i alle retninger i ca. 100 grader. Til sammen kan tre ben hver snos om et kosteskaft uden problemer. Da benene kun er sat samme i toppen ved montagepladen, giver det næsten uendelige muligheder for at sno eller bøje ben, så kameraet kan holdes i en ønsket position. Også montagepladen kan bøjes, dog ikke så meget, da der kun er et par kugler fra samlingen til selve pladen. Skruen i montagepladen er af syrefast stål og kan sammen med en lille klips afmonteres ved at trykke på en lille pal. Så kan den monteres på et kamera og efterfølgende skubbes på plads på montagepladen.

GorillaPod er designet til kompaktkameraer og -comcorder på op til 325 gram. Det dækker de allerfleste kompaktkameraer. Stativet selv fylder 15*3*3 cm, men kan fås i flere størrelser og i flere farver. Der kan desuden fås en del ekstra tilbehør som ekstra klips, klips til iPod og iPhones mv. Der kan også fås en version med magnetiske fødder. Der er dog ikke testet.

I brug

Stativet anbringes let på kajakken omkring nogle dæksliner eller i dækstaske. Sørg dog for et sjækel til sikring af kameraet, da stativet og kan falde af. Jeg her flere gange anbragt stativet om den Ram Mount, jeg anvender til GPS’en. Sjæklen fra kameraet sætter jeg så om en dæksline. Det bruger jeg også til GPS’en.

Hvis dit kamera ikke har intervalometer, skal du anbringe kameraet så tæt på cockpittet, så du kan nå det. Har du intervalometer, så er der frit spil og det kan give nogle fantastiske billeder eller film.

Konklusion

Jeg har haft meget gavn af GorillaPod’en til at tage billeder under roture. Kvaliteten af stativet er god, og der har ikke været problemer med stativ og saltvand. Jeg skyller dog stativet efter brug, så salt ikke skal sætte sig i samlinger.

Ved lidt søgning på nettet kan den findes til 120;- dkr i danske webbutikker.

  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *