Hundested Havn

29. januar 2012

Jeg havde egentligt ikke regnet med at få en rotur i dag, da jeg netop nu sidder til min datters fodboldstævne i Tune. Men Kajakflokken Malik havde varslet en tur fra Hundested og med Roskilde Fjord frosset godt til, var jeg meget interesseret. Så jeg stod tidligt op og kørte til Hundested. Så måtte roturen være kort. Vejret var jo fint med god vind og dermed mulighed for bølger. Og snefygningen var jo også med til at sikre en god og kold oplevelse.

Vel fremme viste det sig, at andre medlemmer af flokken også var interesseret en en kortere tur, som vi aftalte at ro mod Liseleje og vende om, når vi ikke havde lyst til mere. Kaffepausen kunne vi holde ved bilerne, når vi var tilbage.

Der var ikke is på stranden, så det var let at komme i vandet. Brændingen var heller ikke så alvorlig, men der kom da noget vand i cockpittet. Og min pumpe havde det fint…. bag i bilen. Hmmm.

Hundested var egentligt valgt af Per Hülsen på grund af is i Roskilde Fjord og på grund af vindretningen, der skulle give lidt læ ved Hundested. Men vinden var ikke helt som DMI havde forudset. Den var lidt mere nordlig end varslet, så der var en del modvind og lidt større bølger. Så efter en kort tur, blev der enighed om i flokken at ro tilbage og kalde det en dag. Vi var dog en lille udbrydergruppe, der roede ind i Hundested Havn. Så har man jo også været der. Der ligger en del sjove og flotte skibe, blandt andet det gamle skib H.V. Ravn, der tidligere har ligget ved Maskingraven på Holmen i København. Skibet er fra lige efter den anden verdenskrig og tjente som forsyningsskib til fyrskibene og til afmærkning i Nordsøen med udgangspunkt fra Esbjerg. Skibet er sejlet til Hundested i 2009 efter en plan som caféskib i Frederikssund. Men det blev ikke til noget. Hvad der skal ske med skibet nu, ved jeg ikke. Det ved vist ingen. Det er ellers et flot skib, selvom det trænger til en kærlig hånd.

På vejen ud sejlede færgen til Rørvig ud af havnen. Vi måtte lige holde tilbage inden vi var tilbage på stranden, hvor vi startede.

Fin, men kort tur.

Rute: Hundested – Liseleje
Isætning:  55°58’1.30″N,  11°50’44.69″Ø (Google)
Optagning: —”—
Distance roet: 5,74 km
Vejr: -2 grader. Vind 10 m/s fra NE. Klart vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *