Garmin Forerunner 405

Garmin har mange slags GPS-apparater, der kan anvendes til at følge lidt med i sin sejlads. Jeg har i forvejen et Garmin Forerunner 405, der er et GPS-ur beregnet til træning, primært løb eller cykling. Men da det er vandtæt efter IPX7-standarden, hvorfor så ikke benytte det i havkajakken?

Det skal bemærkes, at denne test undersøger urets anvendelighed i havkajak – ikke til det, som uret er tiltænkt.

Beskrivelse

Uret er udformet som et ordinært ur, men med en LED-skærm til visning af tid mv. Skærmen har en opløsning på 124 gange 95 punkter og kan vise urets forskellige funktioner. Dette styres med to knapper samt selve ur-kanten af metal, der har en touch-funktion. Glasset er mineralglas, men ur-kassen og remmen er af gummi. Uret er vandtæt efter IPX7-standarden hvilket vil sige, at uret kan overleve vandstænk og en ufrivillig udstigning i kajakken, men kan ikke benyttes som dykkerur eller til svømning (uret kan klare at være nedsænket i en vanddybde på 1 meter i 30 minutter).

Uret kan logge 1000 omgange og 100 waypoints, men det er ikke muligt at vise kort på skærmen.

Endvidere har uret en proprietær standard til synkronisering og overførelse af data til og fra uret. Garmin kalder det Ant+ og benyttes bla. til hjertefrekvensmåler, skridt-kadancemåler og til overførelse til PC via et særligt USB-stik. Standarden understøttes af nogle andre sportsudstyrsfabrikanter og man kan f.eks. se data på en lille skærm på løbebåndet eller romaskinen, mens man træner i et træningscenter.

Uret leveres med en oplader og holder strøm i op til 8 timer ved GPS-brug eller små 14 dage med GPS slået fra.

I brug

Selvom uret er spækket med funktioner, så er det bemærkelsesvist enkelt udført. Kun to knapper til betjening samt en berøringsfølsom kant rundt om uret. Uret er heller ikke ret stort, og kan benyttes som dagligdags ur. Det skal dog oplades mindst hver uge, selvom det kun bruges som ur. Benyttes GPS-delen, så skal det oplades oftere, men da resterende batterikraft vises i procent, er det en overkommelig planlægningsopgave. Uret leveres med en særlig oplader i form af en klips, der klemmes på uret. Fordelen ved klipsen er,  at der ikke er et stik på uret, der kan blive utæt og at klipsen kan sættes i en alm. USP-stik på en computer og så oplade uret. En ulempe er, at klipsen er lidt svær at få sat fast og sidder lidt løst, så der skal ikke skubbes til uret under opladning. Klipsen kan heller ikke overføre data, selvom kablet er sat til en computer for opladning af uret. Under opladning skifter skærmen til at vise batterikraften. Smart.

Når uret skal anvendes som GPS, skal man trykke på en knap for at aktivere den berøringsfølsomme ring. Herefter kan man vælge mellem de fire hovedmenuer ved at berøre metalringen og glide fingeren frem og tilbage for at rulle gennem menuerne. Det er lidt som på en iPod, hvis man kender det system. Efter lidt tilvænning fungerer det faktisk ganske godt.

Når GPS’en aktiveres, så får man et billede over satellitstyrken – ganske som på alm. GPS. Uret har iøvrigt en indbygget SiRF multikanalsmodtager og fanger satellitterne på under 45 sekunder. Man kan ikke se antennen, men den er indbygget i uret og er derfor ikke i vejen.

Når uret har fanget tilstrækkeligt med satellitter (mere end 3-4 stykker), er det klar til brug og skærmen ser nu ud som et avanceret stopur. Der er faktisk tre felter, der kan vise forskellige data alt efter indstilling. Jeg bruger de største tal til at vise distance og et af de to mindre felter til at vise hastighed. Men der er frit valg – og et af felterne kan også vise hjerterytme, hvis man vil træne avanceret. Uanset visning, gemmes data på uret til senere visning på en pc eller mac.

Et lille irritationselement er den berøringsfølsomme rings følsomhed. Med våde fingre kan den næsten ikke betjenes og rojakke samen med saltvand kan åbenbart danne forbindelse, så uret skifter menuer. Man kan så ikke skifte tilbage under sejlads hvis fingrene er våde – eller afbryde uret når turen er slut før fingrene er helt tørre. Måden jeg har imødegået funktionsskifte er at starte GPS’en umiddelbart før indstigning i kajakken og låse berøringsringen. Det gøres ved at trykke på ringen med to fingre i hver sin side samtidigt. Ved afslutning af roturen tørrer jeg fingrene og låser ringen op igen med samme bevægelse – og standser GPS’en. Det virker OK, men ikke helt optimalt. Følsomheden på ringen kan justeres i urets menuer, men afhjælper ikke problemet.

Med til uret leveres et program til pc eller Mac, så urets data kan indlæses og gemmes. Man behøver ikke at benytte det program, for der er også en online version hos Garmin, der fungerer lige så godt. Det kræver dog, at der installeres et program på computeren til at overføre data samt at der oprettes en profil på Garmins hjemmeside. Det sidste er gratis og nemt. Online-programmet er meget anvendeligt til at holde styr på sine ture – hvis man da husker at benytte uret.

Til at få data ind i programmet skal uret sluttes (trådløst) til computeren. Til det skal den medfølgende USB-antenne sættes i computeren og forbindelsesprogrammet startes. Så kan data overføres til online-programmet. Det fungerer, men er lidt besværligt. Hvorfor Garmin ikke har valgt en Bluetooth-forbindelse er uforståeligt. Så behøvede man heller ikke at tænke på en ekstra USB-dims. Den koster iøvrigt 400 dkr. i løs vægt, så pas godt på den!

Konklusion

Uret er ret komfortabelt og kan sagtens anvendes i hverdagen som almindeligt ur og som GPS-ur under roture. Det er dog lidt højt i urkassen, så det kræver måske lidt tilvænning at gå med det hele tiden. Og urkassen af plastic ridses let, men uret virker nu forholdsvist robust. Urets display er baggrundsbelyst (aktiveres ved berøring to steder på skiven samtidigt) og let at læse selv i stærkt sollys, så det udelukker ikke brug på havet. På grund af evt. behov for at have en rojakke på, så ville det være ønskeligt, at urremmen var lidt længere. Jeg har normal tykkelse på mine håndled, men alligevel er der kun 2 huller tilbage på remmen, når jeg har det på. Så jeg kan ikke komme uret uden på rojakkens manchet, og er nødt til at have et stykke bart håndled til uret. Ikke så smart på koldere dage.  Jeg vil sandsynligvis lave en lille holder ud af et passende plasticrør og anbringe det på en af kajakkens dæksliner. Så kan uret være synligt hele tiden – og vil heller ikke komme for dybt ned i vandet ved kæntring.

Opdateret MAR 2011: I stedet for en holder, er jeg begyndt at have uret spændt fast på bæltet på min vest. Det fungerer fint og jeg kan godt holde øje med hastighed og afstand.

Opdateret MAJ 2011: Remmen er tilsyneladende ikke så holdbar. Efter opladning i en skuffe, fandt jeg den ene del af remmen knækket af lige der, hvor de første huller starter. Jeg håber da, at det er en fejl i mit ur, for en ny rem koster 230;- dkr.

Opdateret JUL 2011: Jeg har på det seneste anvendt en urholder, der er beregnet til at holde et ur fast på kajakken med sugekopper. Det fungerer fint i vejr, hvor kajakken ikke overskylles af bølger. Se mere her.

Uret kan købes i butikker til ca. 1800 dkr. afhængigt af medleveret ekstraudstyr. Det kan fås et par hundrede kroner billigere på nettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *