Cascade Creek Yakgrips komforthåndtag

Cascade Creek laver nogle neoprenstykker, Yakgrips, der anbringes på pagajen og beskytter mod vabler og hård hud. De fås i fem forskellige farver, så de kan matche din pagaj.

Beskrivelse

De testede grips er lavet af neopren med stofsiden udad og den mere gummiagtige side indad. Håndtagene er ca. 1/2 centimeter tykke, så man skal altså holde om noget, der er noget tykkere end pagajens mellemstykke. Ikke ulig tykkelsen på en motorcykels håndtag – bare meget blødere. Syningerne er lavet med fleksible stikninger, så komforthåndtaget kan udvide sig lidt alt efter pagajens tykkelse. Håndtagene kommer i en pakning, hvor det er beskrevet, hvordan håndtagene skal monteres. De leveres i sæt af to, så der er et håndtag til hver hånd.

I brug

Da den testede model ikke kan adskilles, er det nødvendigt at få pagajbladet af, hvis håndtagene skal monteres. Derfor er de lette at montere på en delbar pagaj, mens en grønlænderpagaj ikke kan anvende håndtagene. Kan bladet ikke tages af pagajen, så han håndtagene heller ikke anvendes.

Når de skal monteres, så kom lidt vand på pagajen og på indersiden af komforthåndtaget. Så kan du foreholdsvist nemt glide håndtagene ind over pagajens mellemstykke.

Med komforthåndtagene er det slut med vabler eller ømme fingerled på en lang rotur – eller efter en længere pause. Monteret på en aluminium-pagaj, isolerer den også. Noget der er dejligt i koldt vejr. Faktisk er det muligt et ro i koldt vejr uden handsker, hvis det bare ikke blæser for meget.

Konklusion

Egentligt kan det undre, at komforthåndtag ikke er mere kendt i Danmark. Specielt hvis du ikke ror meget regelmæssigt og derfor har hård hud og stærke sener i fingerne. For håndtagene fungerer faktisk vældigt fint og sidder ganske fint fast. På den længste ro-strækning under testen, roede jeg 16 kilometer i et stræk, og håndtagene sad, hvor de var placeret. Og det var komfortabelt.

Eneste ankepunkt er, at de ikke kan skilles ad og f.eks. samles med burretape. Så kunne de anvendes på flere typer pagajer og kunne afmonteres, hvis det ønskedes. Men der findes tilsyneladende en model, der netop kan det. Hvordan det så er med en samling i håndfladen, må du eventuelt selv finde ud af. De to komforthåndtag er nu placeret fast på en delbar pagaj, som familien bruger. Så kan der simpelthen ikke komme klager over ømme fingre eller vabler.

Set på nettet til 80 dkr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *