Om kompas

Så længe du holder dig tæt til kysten, er brug af kompas måske ikke så vigtigt. Du kan følge med på et søkort eller et alm. kort eller kender måske ruten, så du ikke kommer galt afsted. Imidlertid er det gavnligt at kunne benytte kompas på de lidt længere ture, så du kan finde vej i “ukendt” terræn. Og skal du på lange ture over flere dage, så er det meget anbefalelsesværdigt at kunne benytte et kompas. Skal du krydse over et farvand, hvor landkending kan mistes eller dis slører udsigten, så er brug af et kompas måske altafgørende for at undgå problemer med vejfinding. Har du GPS er kompasset fortsat brugbart som backup.

Denne artikel er en del af flere artikler, der tilsammen udgør et kursus i navigation. Du kan se de andre dele af kurset her.

Der findes flere typer kompasser til kajakbrug. Dels kompasser til fast montering ved at skrue dem fast i dækket, dels kompasser med remme, så kompasset kan tages med. Endelig er der almindelige håndholdte kompasser, som f.eks. benyttes af spejdere eller orienteringsløbere. De kompasser kan fås både med og uden spejl. Et håndholdt kompas kan ikke undværes, mens de fastmonterede er nyttige ved kryds over lange afstande, hvor landkending ikke er muligt. Så kan man nemlig sejle hele tiden uden at skulle standse op for at kontrollere kursen med et håndkompas.

I det følgende vil de forskellige kompasser blive omtalt, men artiklens formål er at lære brug af kompas både inden og under sejlads.

Brug af håndkompas

Et kompas er reelt bare en magnetisk pil, der peger mod magnetisk nord – som ikke er nordpolen! Magnetisk nord flytter sig lidt hvert år, og det må man så indregne i kompaskursen – især hvis der skal navigeres over lange afstande og meget præcist. I Danmark vil forskellen mellem sand nord og magnetisk nord ikke have en praktisk betydning for havkajaksejlads i Danmark. Det vil i hvert fald være mit postulat. Misvisningen er maksimalt 2 grader i Danmark, hvilket sandsynligvis er noget mindre end aflæsningsfejl i en vuggende kajak! Har du behov for at regne med forskellen mellem magnetisk og sand nord på lange stræk, så er der en lille beskrivelse sidst i denne artikel om omregning.

Et ordinært håndkompas består af en klar plade, hvor der er monteret et kompashus og en kompassnor. Kompashuset kan drejes, så det kan bruges, når retning er udtaget på kort. Kompasset kan opbevares i din kajakvest og benyttes bla. til at afgøre retningen på et mistænkeligt objekt, herunder et større skib på mulig kollisionskurs.Ved at udtage en kompasretning et par gange med lidt tid imellem, kan det afgøres om objektet bevæger sig.

Først skal man lære at udtage kurser på et kort. Det er brugbart, når du vil finde en kort vej mellem to punkter eller har behov for at navigere i et farvand med lav dybde, hvor du skal krydse for at have vand nok under kajakken. Det er endvidere også metoden der benyttes, hvis der skal krydses over åbent vand, hvor man ikke er helt sikker på, at der kan ses land hele vejen – eller der er dis eller tåge på vej.

Udtage kurs

Først skal du orientere kortet i forhold til nord. Læg kompasset på kortet parallelt med kortets sider og drej kortet indtil kompasnålen peger mod nord. Vær opmærksom på, at der ikke er jern i umiddelbar nærhed af kompasset, da det forstyrrer nålen.

  • Placer kompasset på kortet så siden af kompasset følger linjen mellem A og B, og marchpilen peger mod det punkt du vil frem til (B), se skitse til højre.
  • Drej kompashuset uden at flytte på selve kompasset indtil linjerne i kompashusets bund er parallelle med kortets meridianer. Det er de nord-sydgående streger på kortet. Den tegnede nordpil i kompashusets bund skal pege mod nord (opad på kortet).

Så er retningen udtaget og du kan sejle efter kompasset. Kursen aflæses på kompasset i retning af marchpilen. Husk altid at notere kursen på kortet med en vandfast marker. Så har du en backup, hvis du får drejet på kompashuset ved et uheld. Mine søkort er lamineret, så jeg kan notere kursen med en vandfast sprittush direkte på kortet.

Følge en kurs

Hold kompasset op foran dig og drej kajakken eller dig selv indtil den bevægelige nordpil dækker den tegnede nordpil i kompashuset, og den røde ende af den bevægelige nordpil peger mod nordmærket N i kompashusets kant. Marchpilen angiver nu den retning du skal sejle for at komme til punkt B.

Har du kompas med spejl, er det meget let at finde et punkt på land, som du kan navigere efter. Hold kompasset med den ene hånd og hold snorens ende i den anden hånd, så snoren er stram. Spejlet skal være åbnet, så du kan se kompashuset og nordpilen i spejlet. Drej kajakken eller dig selv indtil den bevægelige nordpil dækker den tegnede nordpil i kompashuset. Flugt nu over spejlet i sigtekornet og find et objekt på land.

For ikke at følge kompasset hele tiden – det er jo ikke så let, når der også skal ros (derfor er et kompas monteret på kajakken et fremragende supplement) – så find et karakteristisk punkt fremme på ruten og sejl efter det. Skal du navigere efter dybt vand og påregner at sejle i zik-zak, så udtag flere kurser og følg punkter, som du kan se på land. Har du behov for en mere præcis bestemmelse af din position, så benyt krydspejling. Se herunder hvordan.

Krydspejling

Hvis du bliver i tvivl om, hvor du er, kan kompasset benyttes til at hjælpe dig. Det kaldes krydspejling. Sådan gør du:

  • Find to markante formationer på land og på kortet. De må ikke ligge for tæt, gerne med mere end 90 grader imellem. Det kan være kirketårne, kant af øer, sendemast eller lignende.
  • Sigt kompassets marchpil mod det ene kendingsmærke på land og drej kompashuset, så kompasnålen står over nordpil og linjerne i bunden af kompashuset. Læg kompasset på kortet, så nordpil og linjer i bunden af kompashuset ligger parallelt med nord/syd-linierne på kortet.
  • Træk kompasset, således at kompassets lineal (kompassets kant) rammer kendingsmærket på kortet og træk en streg langs med kanten med en vandfast tush. Gør det samme med det andet kendingsmærke på land.

Hvor de to streger krydser hinanden er netop der, hvor du befinder dig.

Mørkesejlads

Sejler du i mørke og/eller er kommet afsted uden kompas, så kan du finde nord således:

Nord kan findes ved hjælp af Nordstjernen og Karlsvognen. Træk en linje gennem de bagerste to stjerner i Karlsvognen og forlæng den med fem stykker i en ret linje opad. Så vil denne linje ramme Nordstjernen. Nu ved du, hvor nord er og kan vende dit kort efter det – eller i det mindste sejle mod det verdenshjørne, du ønsker. Har du front mod nord, vil vest ligge til venstre og øst mod højre. Syd vil være bagud.

Sand og magnetisk nord

Magnetisk deklination skyldes at jordens magnetiske nordpol ikke er sammenfaldende med jordens geografiske nordpol. Misvisning er vinkel-forskellen mellem retningen mod den geografiske og den magnetiske pol set fra et givet punkt. Den magnetiske nordpol er pt. beliggende i det nordvestlige Canada, men flytter sig hvert år lidt nærmere nordpolen. Størrelse og fortegn på misvisningen – øst eller vest – afhænger af, hvor på jorden man befinder sig. På både alm. kort (navigationskort) og søkort vil misvisningen og den årlige ændring stå i kortkanten sammen med datoen for kortets trykning. På den måde kan man udregne den aktuelle misvisning på dagen.

Retvisende til misvisende (Kort til virkelighed)

  • Misvisning: Vest “lægges til”
  • Misvisning: Øst “trækkes fra”

Misvisende til retvisende (Virkelighed til kort)

  • Misvisning: Vest “trækkes fra”
  • Misvisning: Øst “lægges til”

4 thoughts on “Om kompas

  • 29. maj 2016 at 01:55
    Permalink

    Den magnetiske nordpol ligger IKKE ved Canada, det er den magnetiske sydpol der ligger dér!

    Reply
  • 14. november 2011 at 17:32
    Permalink

    “Først skal du orientere kortet i forhold til nord.”

    Hvorfor det..?? Du bruger det jo heller ikke selv, hverken i forklaring eller tegning.

    Reply
    • 14. november 2011 at 19:09
      Permalink

      Hej Steen

      Det er nok en gammel skade fra mit arbejde:-)
      Men ved at gøre det hver gang, får du en bedre fornemmelse for rummelighed og retning, så du bedre kan orientere dig i den rigtige retning. Det har da reddet mig i tåget vejr (altså ikke i kajak). Men du har da ret i, at det ikke er strengt nødvendigt og at tegningen viser noget andet. Det er vist ikke så pædagogisk….

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *