Kokatat Tropos Light Breeze rojakke

I sommerperioden ror jeg mest i våddragt. Og er vejret rigtigt varmt (og vandet ditto) ror jeg i en neopren T-shirt og korte neoprenshorts. Skal jeg rulle eller er vejret mindre godt, så har jeg desuden en tør-jakke. Men hvad nu, hvis vejret er fint, men slår om til lidt vind eller du bare vil beskytte dig mod en lille regnbyge? Så er en rojakke fin. Den fylder nemlig næsten ingen ting og kan hurtigt tages på. Og en sådan jakke laver Kokatat.

Den kaldes Tropos Light Breeze.

Beskrivelse

Troposjakken er af anoraktypen og er lavet i et vandtæt, men åndbart materiale. Alle sømme er tapede og derved vandtætte. I hals og ved håndled er et stykke med latex-agtigt gummi (lycra), der kan justeres til med burretape. I livet er en snor, så jakken kan spændes lidt ind. Og på venstre overarm er en lomme. Lommen er ikke helt vandtæt, men har i det ene hjørne lidt net af kunststof, så vand kan løbe ud. Den lukkes med en lynlås og lommen har en god størrelse. Min iPhone i vandtæt hylster kan fint være i lommen, der desuden har en lille stop og et øje, som en snor kan spændes fast i. Så kan lommens indhold sikres. Jakken fås i blå og gul, begge i meget klare farver.

I brug

Jakken er meget nem at tage på, da åbningen i halsen er ret stor, når burretapen er åben. Derfor kan man uden problemer tage den på, mens man sidder i kajakken. For modellen er syet lidt rummeligt og hvis du ikke har mere end normal mavestørrelse :-). Og jakken er tæt og klarer fint bølgeskvulp, regn og vand fra pagajen. Hvis den snøres lidt fast til i livet og uden på et spray, så holder den faktisk nogenlunde tæt ved et rul. Den kan ikke erstatte en tørdragt, men den er nu ikke helt ved siden af til en lidt blæsende dag på havet.

Stoffet er ikke støjende, så du har den fulde ro-oplevelse, selv med jakken på. Og materialet i hals og ved håndled er meget behageligt mod huden.

Konklusion

Til pengene er jakken helt fantastisk. Den er vind og vandtæt, men selvfølgelig ikke at sammenligne med en tørjakke. Som overtræksjakke, hvis det blæser op eller begynder at regne, så er der ikke meget, der er bedre til den pris.

Set i udenlandske kajakbutikker (USA) til ca. 450 dkr. Jeg fik dog jakken til 275 dkr., da der kun var få igen i butikken. Jeg har ikke set jakken i Danmark, men så er der jo nettet. Køb den inden for EU, hvis told og PostDanmarks urimelige håndteringsafgift ikke skal ødelægge fornøjelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.