Sea Kayak af Gordon Brown

I britiske kajakkredse regnes Gordon Brown for en stor profil inden for havkajaksejlads. Han har flere bøger, kurser og DVD-udgivelser bag sig. Denne boganmeldelse er af hans nyeste bog “Sea Kayak”, der dog ikke er så ny endda. Den er fra 2006, men beskrives af udgiveren som en grundmanual i havkajak for den let øvede til den mere avancerede havkajakroer. Bogen er på engelsk og der kan tilkøbes en DVD, der dog ikke er anmeldt i denne artikel.

Hvem er Gordon Brown

Gordon Brown ejer Skyak Adventures, der er et firma som arrangerer kurser og oplevelser i havkajak. Gordon Brown er en meget erfaren kajakroer og har opnået godkendelse på den britiske BCU Level 5 coach (sea and inland) og er Scotland’s eneste ACA Advanced open water instructor, der er en amerikansk uddannelse. Så grundlaget for at skrive en bog om havkajakbrug skulle jo være til stede.

Udgangspunkt

Bogens udgangspunkt er den let øvede til den erfarne havkajakroere og med gode billeder og forklaringer på det stof, der gennemgås. De fleste af billederne er informative selvom det slår igennem, at Gordon Brown må have haft en rigtig god kajaktur til Grønland. Der er i det mindste mange flotte billeder herfra.

Bogen

Gordon Brown har valgt at lade kapitlerne komme i den rækkefølge, som vil være relevant for en nybegynder ud i havkajak. Og der er ingen tvivl om, at forfatteren er enthuastisk. Der ligger stor erfaring bag hvert enste ord, som giver en smittende effekt på læseren, der hurtigt vil ud og prøve det i praksis. Bogen er skrevet læt læseligt uden brug af unødvendige maritime udtryk og er mere en god indføring i emnet end en manual. Billederne er alle rigtigt godt taget (stor fototeknisk viden) og bidrager til bogens læselighed. Billederne er alle helt up to date, så udstyr og materiel faktisk er det, som man reelt bruger eller vil købe. Der er også fokus på havkajak som titlen antyder, og ikke på alle mulige afarter af  kajakker, der ikke falder inden for kategorien.

Da bogen er på 188 sider, er det selvfølgelig begrænset hvor langt forfatteren kan komme ind i en forklaring om et emne. Det er imidlertid lykkedes forfatteren at krystalisere det centrale i hvert emne og skrive om dette på en let og alligevel inspirerende måde. Bogen mangler dog link til yderligere viden også selvom forfatteren har lavet et kapitel om “further reading”. Med fordel kunne forfatteren havde benyttet et fodnoteapparat, hvor kilder eller anden nyttig litteratur var skrevet. Især kunne forfatteren have benyttet internettet som en videre læsningskilde. Forfatteren har jo allerede en hjemmeside med bogens navn, så hvorfor ikke tage skridtet videre? Hjemmesiden virker kun som en reklame for DVD-delen af bogen – og det er fair nok, men bogen burde levendegøres yderligere, når forfatteren nu mener, at den dækker niveauet fra begynder til garvet havkajakroer.

Hvad bogen gør rigtigt godt, er at favne sejlads i havkajak i generelle betragtninger, så der ikke er større huller i den teoretiske viden. Man kan altså umiddelbart gå ud og øve sig i bogens anbefalinger. Også kapitlet om sikkerhed og redning er godt – også selvom det er britisk vinklet. For grundsubstansen er den samme over hele verdenen og det er rigtigt set, at sikkerhed skal indtænkes i enhver rotur – også de korte.

Indholdsfortegnelse

  1. What is Sea Kayaking?
  2. Boat Dynamics
  3. Paddle Design
  4. Preparing Mind & Body
  5. Applied Skills
  6. Safety & Rescue
  7. Seamanship
  8. Navigation
  9. Equipment
  10. Weather
  11. Strong Winds
  12. Reading the Water
  13. Method for Approximately Grading the Sea
  14. Caves
  15. Big Swell
  16. Surf and Surfing
  17. Rockhopping
  18. Tidal Race Paddling
  19. Competition
  20. Overnighting & Expeditions
  21. Further reading

Konklusion

Er man nybegynder eller  let øvet – og ønsker man kun at investere i én bog, så er denne bog svær at komme uden om. Den omhandler alle relevante emner og i et sprog, der er til at forstå. Samtidigt er forklaringerne enkelte og logiske og billedmaterialet godt. Hvor bogen fejler lidt, er at komme i dybden med emnerne eller i det mindste mere konsekvent at foreslå yderligere materiale. Dette gælder især hvis med er en mere øvet kajakroer. Alligevel bør bogen kunne finde plads på selv garvede roers hylder, for flere af kapitlerne er faktisk ret godt beskrevet og kan let inspirere til en mere avanceret anvendelse af havkajakken.

Bogen kan købes her i en paperback-udgave til ca. 10 £ plus evt. forsendelse. Du kan se en  stor del af bogen her på Google Books.

Bogens data

Titel: Sea Kayak
Forfatter: Gordon Brown
Forlag: Pesda Press Ltd
Adresse: Victoria House, Plas Llwyd Terrace, Bangor, Gwynedd, LL57 1UB
ISBN:  0-9547061-7-x

One thought on “Sea Kayak af Gordon Brown

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.