Outwell Water Carrier
Danske Outwell, der laver campingudstyr, har mange løsninger til brug for en overnatning i det fri. Blandt andet laver de vanddunke og KajakGal har testet en sammenfoldelig vanddunk, der kan indeholde 10 liter vand. Dunken hedder Water Carrier.
Beskrivelse
Dunken er lavet af klart plastik, der er foldet som en harmonikabælg. I tom tilstand fylder den ca. 8 cm i højden, mens den i fyldt tilstand fylder ca. 24 cm. Hvis dunken ikke fyldes helt, behøver man ikke udvide den helt. I toppen er et indbygget et håndtag og en påfyldningsprop, der samtidigt fungerer som tud ved at dreje på en lille taphane. Dunken kan indeholde 10 liter vand, når den er helt fyldt op.
I brug
Dunken er oval i grundfladen og passer ganske fint ned i en kajaks pakrum. Især er det smart, at man ikke behøver at slå den helt ud, hvis den ikke er fyldt op. Det kan man bruge til at tilpasse størrelsen til den enkelte kajaks muligheder. Man skal bare huske at lukke for påfyldningsproppen og taphanen. Ellers udvider dunken sig automatisk, når den transporteres med mere end 2-3 liter i dunken.
Dunken kan ikke sige sig helt fri for at afgive smag til vandet, hvis det opbevares i lang tid i dunken ved høje temperaturer. Dog ikke mere end andre tilsvarende produkter. Så det kan anbefales at holde den så fyldt som muligt og skifte vandet ved givne muligheder.
Taphanen fungerer fint og kan drejes, så du får den optimale hældevinkel, når dunket skal bruges.
Konklusion
En ganske udemærket vanddunk, der passer fint ned i pakrummene på en kajak. Formen gør den let at få op eller ned i kajakken – også selvom der allerede er noget pakket i rummene. Men husk – som ved alle andre større vanddunke – at skifte vand, når det er muligt.
Set i butikker til ca. 50 dkr.