Orø rundt 2-dages tur

OrøfærgeArtikel er bonusvinder i Visit Orø’s konkurrence “Skriv og Vind” august 2013.

11-12 . juli 2013

Christian og jeg har flere gange talt om en to-dages tur i kajak. Og hvorfor ikke udnytte en sommerferie til det inden den obligatoriske ferie med resten af familien? Desværre har det blæst en del i de sidste par dage, men torsdag kunne vi tage af sted om eftermiddagen, da vinden så var løjet lidt af. Middelvinden var 7-8 m/s, men det kunne blæse med op mod 20 m/s i stød. Ikke noget for Christian – så da vindstødene tog noget af efter klokken 1500, blev vi enige om en tur rundt om Orø med uret for at komme lidt i læ. Og vinden ville yderligere aftage ud på eftermiddagen, så modvinden på vestsiden af Orø ville være mindre.

Så vi kørte til Hammer Bakke og så situationen an. Det blæste, men ikke mere end det var OK for Christian og det ville jo aftage. Efter pakning roede vi langs kabelfærgen direkte over til Orø og vendte herefter ryggen mod vinden. Normalt er der lavt så tæt på Orø, men vinden de sidste dage har jo presset vand ind i Isefjorden, så mon ikke en kajak kunne ro tæt på Orø, selv i den sydlige del mellem Lindholm og Orø?

IMGP1793

Det ku’ den og vi roede fint langs sydkysten af Orø forbi havnen, hvor færgen til Holbæk lægger til. Færgen var ikke hjemme, men vi kunne se den nede mod Holbæk på vej mod havnen. Vi havde nu roet ca. 5 kilometer og det gik så fint, at vi talte om at ro til nordsiden af Orø og holde pause der.

IMGP1799

På turen op langs vestkysten af øen, havde vi fortsat lidt læ og små bølger. Vi roede gennem revet ved den lille ø Eskilsholm og kom snart til nordkysten. Jeg nåede lige at vise Christian “marsmanden”, som er det sømærke, der markerer revet ved Hønsehalsen. Det er ikke mig, der har døbt sømærket, og jeg ville nok snarere kalde det “robotten”, men sådan er det ikke.

Ved nordkysten blev vi mødt af den fortsat kraftige nordenvind og ikke mindst bølgerne. Det var de største bølger, som Christian har været ude i og vi måtte lidt fra kysten for at undgå sandrevler og sten. Det blev Christians bølge-dåb, men vi klarede turen til Nørrestænge og campingpladsen. På stranden gik vi i land og opsøgte straks campingkiosken for at belønne os selv med en is. Christian valgte en Orø-vaffel med otte kugler i fire smage og to flødeboller samt flødeskum og karamelsovs. Isen kostede 40 kroner og det var vel ikke så galt. Jeg nøjedes med en gammeldaws med to kugler.

IMGP1803

Da isen var spist varmede vi lidt vand til kaffe og kakao. Vi havde god tid, da vi ville over til lejrpladsen ved Kongsøre og godt kunne vente på mindre vind. Efter kaffen gik vi en tur på øen langs nordstranden og blev enige om at finde naturlejrpladsen. Den er markeret lidt dårligt på Fjordteltpladser, men mon ikke den kunne ses fra vandsiden. Efter lidt søgning fandt vi lejrpladsen vest for campingpladsen, og den var fin med vand, toilet, shelter og masser af plads til et telt. Selv borde og bænke var til stede. Så vi besluttede at flytte vores kajakker til stranden ud for lejrpladsen, hvor vi fandt resterne af en gammel havn. For Christian mente nok, at vi havde roet rigeligt for een dag.

IMGP1805

Havnen var sandet til, men det var ikke et problem for os. Vi gik i land og bar kajakkerne op på stranden, hvor de var i sikkerhed. Al vores udstyr kunne vi bære i en omgang, så vi var hurtigt oppe på shelterpladsen og rejste vores telt. Der var mange små fluer, men heldigvis ingen myg. Vi regnede med, at det var indhegningen bag teltet, hvor der gik nogle køer og en pony, der tiltrak fluerne – og mon ikke de dyr forsvandt, når vi tossede rundt?

Efter en kort gåtur tilbage til campingkiosken for at bestille morgenbrød – vi havde havregryn med, men når kiosken nu solgte brød… – så gjorde vi klar til aftensmad. Klokken var også ved at blive otte. Menuen var ris med hjemmelavet kødsovs, chips og en valgfri sodavand. Fluerne var heldigvis fløjet væk, og vi kunne spise i fred og ro.

IMGP1807 IMGP1808

IMGP1816 IMGP1806

Mens vi spiste, viste det sig, at indhegningen indeholdt mere end køer og ponyer. Flere hjortearter kom nærmere for at drikke vand og minsandten om der ikke var et par strudse også. I området bag naturskolen, som lejrpladsen tilhører, var der yderligere dyr: Kænguruer, hængebugssvin, æsler, dværggeder og flere arter fugle. Så Orø er vel nærmest en Noahs ark.

IMGP1813  IMGP1814

Vi vaskede op og gik tidligt til køjs. Vi ville forholdsvis tidligt af sted fredag, da vi havde en 70 års fødselsdag hos farmor i Roskilde, vi ville deltage i. I løbet af natten kom der et par rygsækkere, der installerede sig i shelteren, men ellers så vi ikke noget til dem og de sov tilsyneladende længe næste dag. Derimod fik vi hentet morgenbrødet og købt noget smør. Efter brødet var spist, konstaterede Christian, at smørret var 10 dage for gammelt. Nå, det smagte OK, så vi overlever det nok. Men ikke helt i orden Orø Camping!

Teltet blev pakket sammen og kajakkerne læsset. Det var en fantastisk morgen og vinden var svag, så vi kunne nyde turen forbi nordkysten. Jeg fortalte Christian lidt om Orø’s nordside og historie, da jeg lige har læst Achton Friis bøger om “De Danskes Øer”, hvor Orø er omtalt – måske ikke så flatterende, men derfor kan vi jo godt nyde Orø’s og historiens vingesus. Dronningen har jo også lige besøgt øen sammen med Livgardens Tamburkorps. Lige som dronningen nød vi naturen ved Selvig (Sælvig?) og halvvejs mod Næsby Rev så vi en enkelt sæl, der dukkede op foran kajakkerne på det dybe vand ind mod den store bugt på Orø’s nordside. Her på det sidste har jeg set sæler næsten hver gang, jeg har været ude at ro. Gad vide om bestanden ikke er voksende? Men et fantastisk syn hver gang.

IMGP1817

Efter passage af revene ved Næsset, kunne vi nyde medvind og medbølger på vejen tilbage til udgangspunktet. Vi fik også lige set lidt nærmere på den nedlagte færgested syd for Næsby. Molerne er der fortsat på begge sider, men vi kunne kun se sømærkerne på Orø og ikke over på Hornsherredsiden. Til gengæld kunne vi så se enkelte hornfisk hoppe i vandoverfladen. Hvis det da er hornfisk, for er det ikke i maj/april, at de springer rund i vandet om Orø? Men natur er det da! Fint som afslutning på Christians længste rotur til dato. Og vi kunne også ro så hurtigt, at vi havde tid til at bade lidt inden vi kørte til fødselsdag. Selv om farmor ikke længere ser så godt, så er der jo ingen grund til at lugte af gnu.

IMGP1820

Da færgen fra Hammer Bakke havde passeret og kablerne derfor var under vand, roede vi de sidste meter ind til stranden ved Hammer Bakke, hvor bilen ventede. Vi pakkede sammen, og gjorde klar til lidt badning ved at køre til stranden ved nordkanten af Hammer Bakke. Vandet var OK, men der var ikke så meget sandbund, mest blæretang, men det betyder ved, at vandet er nogenlunde rent. Stranden ved Orø var noget bedre, så vi skulle nok have badet der.

En god rotur var slut og vi nåede fødselsdagen og at spise en kagemand.

Orø

Rute: Orø rundt fra Hammer Bakke, to-dages tur
Isætning: 55.753588,11.84884 (Google)
Optagning: —”—
Distance roet:
Dag 1: 10,20 km
Dag 2: 10,96 km
I alt: 21,16 km
Vejr: 22 grader. Solskin.
Vind:
Dag 1: 8 m/s fra N – op til 20 m/s i pust
Dag 2: 5 m/s fra N

3 thoughts on “Orø rundt 2-dages tur

  • 10. august 2013 kl. 13:55
    Permalink

    Modtaget fra Visit Orø

    Tillykke!
    Din historie er blandt bonusvinderne til “Skriv og Vind” konkurrencen.

    Din præmie er:
    1x Gavekort til Ø-butikken på en værdi af 150 kr.

    Vi afsender præmierne hurtigst muligt efter offentliggørelsen.

    Tillykke igen.

    Mvh.
    Visit Orø på facebook
    Jannick Christensen.

    Besvar
  • 15. juli 2013 kl. 21:42
    Permalink

    Hej… Dejlig læsning om en dejlig tur.
    Kajakturen begejstrede så meget at jeg har linket den videre til Visit Orø på facebook, både som inspiration men også som en dejlig tur oplevelse omkring Orø

    Du kan se den her:
    http://www.facebook.com/oroedk

    Der er også en konkurrence, om gode historier og oplevelse fra eller om øen, det var måske noget for dig at sende ind til? Opslaget om konkurrencen, er også at finde på siden.

    Mvh. Jannick – Visit Orø

    Besvar
  • 14. juli 2013 kl. 07:50
    Permalink

    Dejlig tur og med mange overraskende naturoplevelser, i et tempo så sjælen kan følge med, det er FERIE, god ide.

    Besvar

Skriv et svar til Ninna Lundsvig Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.