Flette Garmin-ruter sammen

Hvis du benytter Garmins internetbaserede program Garmin Connect til at gemme dine kajakturer, så kender du måske problemet: Hvis du afbryder GPS’en, f.eks. for at spare på strøm under en pause eller ved en overnatning, så opfatter Garmin det som en ny tur, når du tænder den igen. Så hurtigt kan en kajaktur være delt op i flere dele i Garmin Connect. Upraktisk, hvis du selv betragter det som en samlet tur.

Og her er problemet. Garmin Connect kan ikke flette delene til en samlet kajaktur. Men KajakGal har udarbejdet følgende manual, der godt nok er lidt nørdet, men den virker – indtil Garmin får taget sig sammen til en flettefunktion i programmet. Eneste ulempe er, at din gennemsnitshastighed bliver ret lav, da eventuelle pauser mellem rutedelene bliver regnet med til din samlede rotid. Det kan jeg nu godt leve med. Og ellers kan du undersøge, om det er muligt at rode yderligere med filerne herunder. God fornøjelse!

Sådan gør du

Overfør dine data som du plejer til Garmin Connect. Herefter vælger du den sidste del af de ruter, du vil flette ved at klikke på ruten. Når ruten åbner, skal du trykke på knappen “Eksporter” og vælge formatet GPX-fil. Gem den nye fil på skrivebordet. For den skal der senere redigeres i. Giv den et navn som f.eks. nummer 4 af 4 – alt efter hvor mange ruter, du skal flette sammen. Fortsæt med de øvrige ruter.

Du har nu et antal ruter på skrivebordet, som du kan flette sammen til en rute. Åben den sidste del af ruterne med textedit (mac) eller notepad (windows). Filen ser sådan ud:

Som du ser, så indeholder filen en masse oplysninger. Det er ikke alle, du skal røre ved, men læg mærke til, at efter lidt overskrift i filen med oplysninger om rutenavn og lignende, så kommer et langt afsnit, der er opbygget af de samme små elementer. Det er dem, vi skal have fat i, når vi fletter filerne.

Hver lille del er et waypoint med position, tid og dato. Og det er de elementer, der flettes i det følgende. Først skal du lige skabe lidt plads til arbejdet, så lav nogle mellemrum i den åbne fil:

Bemærk, at mellemrummene er lavet lige efter overskriftdelen og lige før det første <trkpt lon…..>. Derfor var det vigtigt, at du starter med at arbejde i den sidste fil, som du vil flette sammen. For nu skal du kopiere de andre rutedele ind i denne. Åben i baglæns rækkefølge (3-2-1) de øvrige filer efter tur og kopier hele afsnittet fra første <trkpt lon….>  til sidste </trkpt> og sæt det ind i den fil, du arbejder med. Hver gang over det sidst indsatte afsnit. Du skal altså ikke kopiere hele filen ind i den sidste fil, men kun datadelen uden overskrift og afslutning. Nu har du en samlet fil med alle rutedelene i rækkefølge med første rutedel først og de øvrige bagefter.

Gem filen, for nu skal den importeres i Garmin Connect. Åben Garmin Connect og tryk på knappen “Overfør”

Så åbner der sig et nyt vindue, hvor du skal vælge “manuel overførsel” i bunden af vinduet.

Det åbner igen et nyt vindue, hvor du skal trykke på “vælg arkiv” og finde din redigerede fil.

Så importeres filen i Garmin Connect og du har nu en samlet rute. Ikke en hel let metode, men det kan altså lade sig gøre.

Efterskrift: Når du begynder at nærstudere filen i GPX-formatet gennem textedit eller notepad, så kan du se en masse andre data, som du kan rette i. Eksperimenter gerne, for du kan jo altid slette filen eller importerer igen, hvis du laver fejl. Og de usamlede ruter kan du jo bare lade være med at slette i Garmin Connect. Så kan du altid vende tilbage de originale.

6 thoughts on “Flette Garmin-ruter sammen

  • 8. oktober 2019 kl. 12:18
    Permalink

    jeg kan desværre ikke få det til at virke. når jeg gemmer bliver det til en tekst fil som jeg ikke kan importere i Garming. Hvordan gemmer du når du er færdig med at redigere.

    Besvar
    • 8. oktober 2019 kl. 18:03
      Permalink

      Du skal – efter du har gemt filen – ændre dens efternavn til .tcx i stedet for .txt
      Det er meget længe siden, at jeg har flettet filerne, så det kan være, at efternavnet skal være .gpx eller .fit

      Besvar
  • 19. februar 2013 kl. 11:48
    Permalink

    Glemte lige at skrive – du har en fin kajakside, med mange gode guldkorn

    Besvar
  • 19. februar 2013 kl. 11:47
    Permalink

    hej KajakGal

    Jeg bruger en nemmere metode til at flette og redigere ture.
    Importer gpx-filerne i Basecamp.
    marker filerne og højreklik. Vælg Avanceret, vælg sammenføj spor. Bagefter kan sporet redigeres efter behov (tilføje,slette og trække punkter i sporet) Ved ikke om det dækker dit behov, men det er en mulighed.

    Besvar
    • 19. februar 2013 kl. 20:22
      Permalink

      OK – det lyder jo unægteligt lidt mindre nørdet, så det vil jeg da prøve.

      Besvar

Skriv et svar til KajakGal Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.