I dag var kajakken lagt lidt til side, da jeg deltog i et førstehjælpskursus i Holbæk- Det var et 7 timers vedligeholdelseskursus med vægt på kajak og hypotermi (afkøling). Det var i regi af Holbæk Kajakklub, men de fleste var fra Kajakhornsherred. Jeg er jo i begge klubber, så det var jo bare godt. Og iøvrigt havde jeg den årlige rengøringstjans sammen med Tim, så var det jo bare at blive i klubhuset efter kurset og gøre rent. Det tog kun en times tid sammen med Tim.

Førstehjælpskurset startede meget fornuftigt med morgenmad og så teori indtil frokost. Det var nu ikke kun teori, for vi genopfriskede førstehjælp i forbindelse med stabilt sideleje og hjertemassage både med og uden hjertestarter.

Herefter var det frokost, og Ole dukkede op med en masse smørebrød. Og der var en del, for tre kursusdeltagere var ikke dukket op. Maden var ellers rigtig god med både lun fiskefilet, hakkebøf med spejlæg og flere slags pålæg. Med maden indtaget blev eftermiddagen brugt udendørs med fem forskellige momenter. Blandet Hugo, der var faldet i vandet.

Kurset afsluttedes med lidt mere teori om brud og hjernerystelse.

Deltog i kajakprøver ved Holbæk Kajakklub i både EPP og Havkajakroer-systemerne. Bestod i begge

Der er ingen billeder, da mit kamera druknede igår. Det kommer vist ikke til at virke igen…

Rute: Ved Holbæk Kajakklub
Isætning: 55° 43.246’N  11° 43.460’Ø
Optagning: —”—
Distance roet:  0 km
Vejr: 17 grader. Vind 5 m/s fra Ø.

Herefter griber den, der skal reddes, fast i linerne på både egen og redderens kajak med venstre hånd. Kroppen på den reddede holdes langs med kajakken.

Så kommes højre ben op i cockpittet, mens der fortsat holdes fast i dækslinerne på begge kajakker.

Så tages der fat i cockpitkanten længst væk med venstre hånd og kroppen løftes op på dækket mens den roteres, så højre ben kan stikkes ned i cockpittet.

Rotationen af kroppen stoppes og bagdelen kommes i sædet, mens redderens og egen kajakliner slippes. Sæt dig ordentligt i sædet, fat pagajen, og du er reddet!

Er du alene på tur og vælter, så er cowboy-redning en mulighed. Fordelen er, at du ikke behøver andet udstyr end det, du allerede har til rådighed. Ulempen er, at dit tyngdepunkt er højt, og du kan derfor vælte igen, hvis du ikke mestrer teknikken.

Gør dig klar til at hoppe op på bagenden af kajakken. Jo længere bag ude desto lettere, da det så er nemmere at trykke kajakken ned i vandet og herved gøre den let at hoppe op på.

Hop op og drej rundt, så benene er bagud. Så skal du til at trække dig fremover. Sørg for, at benene er på hver side af kajakken og nede i vandet, så stabiliteten er højest.

Træk dig fremad i armene mens du svømmer med benene. Du kan sidde lidt fast i dæksliner, men møv dig fremad indtil bagdelen er umiddelbar over kajakkens cockpit.

Sving bagdelen ned i sædet, så du sidder med bagdelen i sædet og benene på hver side af kajakken. Tag fat i pagajen, så du kan balancere kajakken, mens du sætter benene ned i cockpittet – et ad gangen.

Med begge ben i kajakken kan du pumpe den tom for vand og herefter sætte spray på. Du er klar til at ro videre!

Øv dig i navigation inden du kaster dig ud i det som leder! Og start i det små på de ruter, du faktisk kender. Så kan du øve dig i at finde vej på kort – og få det til at passe med virkeligheden. Det er en nem kontrol af din navigation.

Denne artikel er en del af flere artikler, der tilsammen udgør et kursus i navigation. Du kan se de andre dele af kurset her.

Planlægningen af en kajaktur er ikke avanceret, men ved at følge et skema, kommer du gennem de relevante planlægningspunkter hver gang.

KajakGal har udarbejdet et skema, som du er velkommen til at benytte: Turplanlægningsliste

Se eksempel på udfyldt skema herunder.

Denne artikel er en del af flere artikler, der tilsammen udgør et kursus i navigation. Du kan se de andre dele af kurset her.

Høj- og lavvande

Tidevand skyldes to ting: Solen og især månens tiltrækningskraft. De to trækker i jorden og det bevirker, at vandet trækkes i retning af primært månen, som tegningen til højre viser. Da jorden roterer om egen akse med en omdrejning pr. 24 timer, er der høj- og lavvande to gange i døgnet de fleste steder på jorden. Det er dog ikke i helt nøjagtig seks-timersinterval, da månen jo roterer om jorden, mens jorden roterer om sig selv.

Bemærk, at jorden “skygger” for månens tiltrækning, så der reelt er to områder med højvande de fleste steder på jorden. Men da jordens overflade jo ikke består af vand overalt, kan vandet ikke bare følge månen. Kontinenterne er så at sige i vejen, så nogle steder er der kun et enkelt høj- og lavvande i døgnet (Alaskas nordkyst og Beringsstrædet, den Mexikanske Golf, Filippinerne og Australiens vestkyst) og andre steder er der et miks af  høj- og lavvande, hvor høj- og lavvande er højere og lavere hver anden gang (primært nord for Australien og i Japan).

Ovenstående kun er grundlæggende viden om baggrunden for tidevand. Der kan være steder, hvor tidevandet er anderledes en beskrevet, da havdybder, form på kystlinjer og øers placering kan have stor indflydelse. Så læs på søkortet hvordan tidevandet er på det sted, hvor du vil ro.

Flod og ebbe

Når vandet stiger fra lavvande til højvande kaldes det flod. Omvendt kaldes perioden fra højvande til lavvande ebbe.

Tidevandsperioder

Størrelsen på tidevandet varierer stærkt fra område til område. Det skyldes blandt andet havdybder og landmassernes placering. For eksempel er Atlanterhavet nærmest skålformet – og formen af en skål er faktisk et fint billede. Fylder du en skål med vand og skvulper med vandet, så er det højest i kanterne af koppen og lavere på midten. Sådan er det også i naturen, hvor tidevandet er størst på Nordamerikas østkyst og Europas vestkyst, mens tidevandet ved Azorerne midt i Atlanterhavet er mindre.

Da både månen og solen påvirker tidevandet, er der to perioder, hvor tidevandet enten forstærkes eller formindskes. Det kaldes henholdsvis springflod og nipflod.

Springflod er når måne og sol trækker vandet i samme retning. Det sker ved fuldmåne og nymåne – altså hver 14. dag. Her er tidevandet størst, det vil sige forskellen mellem høj- og lavvande størst.

Nipflod er når måne og sol trækker i hver sin retning. Det sker, når månen er halvt tiltagende eller halvt aftagende – altså også hver 14. dag, men en uge efter springflod. Her er forskellen mellem høj- og lavvande mindst.

På søkort er vanddybderne angivet i “laveste astronomiske tidevand”. Det betyder måske ikke så meget for kajakroere, men opgivelserne gives på baggrund af det absolut laveste vandstand – når både måne og sol trækker samme vej, og ca. seks timer efter højvande.

At tage højde for tidevand

Som det fremgår af ovenstående, så kommer tidevandet i ca. sekstimers interval (høj- eller lavvande) og det kan selvfølgelig udnyttes. Tidevandet løber over en sekstimers periode, hvorefter der er en kortere pause inden tidevandet løber den anden vej i ca. seks timer. Ved hjælp af søkort over området du ror i, så kan du få strømmen – eller mere præcist flod eller ebbe – til at give dig et skub i den retning, du gerne vil ro. Kender du ikke tidevandet i området, og er du uheldig, så kan du komme til at ro mod strømmen. Og nogle steder kan strømmen være så kraftig, at en kajakroer ikke, eller kun vanskeligt, kan ro imod den.

Denne artikel er en del af flere artikler, der tilsammen udgør et kursus i navigation. Du kan se de andre dele af kurset her.

Der findes flere typer kompasser til kajakbrug. Dels kompasser til fast montering ved at skrue dem fast i dækket, dels kompasser med remme, så kompasset kan tages med. Endelig er der almindelige håndholdte kompasser, som f.eks. benyttes af spejdere eller orienteringsløbere. De kompasser kan fås både med og uden spejl. Et håndholdt kompas kan ikke undværes, mens de fastmonterede er nyttige ved kryds over lange afstande, hvor landkending ikke er muligt. Så kan man nemlig sejle hele tiden uden at skulle standse op for at kontrollere kursen med et håndkompas.

I det følgende vil de forskellige kompasser blive omtalt, men artiklens formål er at lære brug af kompas både inden og under sejlads.

Brug af håndkompas

Et kompas er reelt bare en magnetisk pil, der peger mod magnetisk nord – som ikke er nordpolen! Magnetisk nord flytter sig lidt hvert år, og det må man så indregne i kompaskursen – især hvis der skal navigeres over lange afstande og meget præcist. I Danmark vil forskellen mellem sand nord og magnetisk nord ikke have en praktisk betydning for havkajaksejlads i Danmark. Det vil i hvert fald være mit postulat. Misvisningen er maksimalt 2 grader i Danmark, hvilket sandsynligvis er noget mindre end aflæsningsfejl i en vuggende kajak! Har du behov for at regne med forskellen mellem magnetisk og sand nord på lange stræk, så er der en lille beskrivelse sidst i denne artikel om omregning.

Et ordinært håndkompas består af en klar plade, hvor der er monteret et kompashus og en kompassnor. Kompashuset kan drejes, så det kan bruges, når retning er udtaget på kort. Kompasset kan opbevares i din kajakvest og benyttes bla. til at afgøre retningen på et mistænkeligt objekt, herunder et større skib på mulig kollisionskurs.Ved at udtage en kompasretning et par gange med lidt tid imellem, kan det afgøres om objektet bevæger sig.

Først skal man lære at udtage kurser på et kort. Det er brugbart, når du vil finde en kort vej mellem to punkter eller har behov for at navigere i et farvand med lav dybde, hvor du skal krydse for at have vand nok under kajakken. Det er endvidere også metoden der benyttes, hvis der skal krydses over åbent vand, hvor man ikke er helt sikker på, at der kan ses land hele vejen – eller der er dis eller tåge på vej.

Udtage kurs

Først skal du orientere kortet i forhold til nord. Læg kompasset på kortet parallelt med kortets sider og drej kortet indtil kompasnålen peger mod nord. Vær opmærksom på, at der ikke er jern i umiddelbar nærhed af kompasset, da det forstyrrer nålen.

• Placer kompasset på kortet så siden af kompasset følger linjen mellem A og B, og marchpilen peger mod det punkt du vil frem til (B), se skitse til højre.
• Drej kompashuset uden at flytte på selve kompasset indtil linjerne i kompashusets bund er parallelle med kortets meridianer. Det er de nord-sydgående streger på kortet. Den tegnede nordpil i kompashusets bund skal pege mod nord (opad på kortet).

Så er retningen udtaget og du kan sejle efter kompasset. Kursen aflæses på kompasset i retning af marchpilen. Husk altid at notere kursen på kortet med en vandfast marker. Så har du en backup, hvis du får drejet på kompashuset ved et uheld. Mine søkort er lamineret, så jeg kan notere kursen med en vandfast sprittush direkte på kortet.

Følge en kurs

Hold kompasset op foran dig og drej kajakken eller dig selv indtil den bevægelige nordpil dækker den tegnede nordpil i kompashuset, og den røde ende af den bevægelige nordpil peger mod nordmærket N i kompashusets kant. Marchpilen angiver nu den retning du skal sejle for at komme til punkt B.

Har du kompas med spejl, er det meget let at finde et punkt på land, som du kan navigere efter. Hold kompasset med den ene hånd og hold snorens ende i den anden hånd, så snoren er stram. Spejlet skal være åbnet, så du kan se kompashuset og nordpilen i spejlet. Drej kajakken eller dig selv indtil den bevægelige nordpil dækker den tegnede nordpil i kompashuset. Flugt nu over spejlet i sigtekornet og find et objekt på land.

For ikke at følge kompasset hele tiden – det er jo ikke så let, når der også skal ros (derfor er et kompas monteret på kajakken et fremragende supplement) – så find et karakteristisk punkt fremme på ruten og sejl efter det. Skal du navigere efter dybt vand og påregner at sejle i zik-zak, så udtag flere kurser og følg punkter, som du kan se på land. Har du behov for en mere præcis bestemmelse af din position, så benyt krydspejling. Se herunder hvordan.

Krydspejling

Hvis du bliver i tvivl om, hvor du er, kan kompasset benyttes til at hjælpe dig. Det kaldes krydspejling. Sådan gør du:

• Find to markante formationer på land og på kortet. De må ikke ligge for tæt, gerne med mere end 90 grader imellem. Det kan være kirketårne, kant af øer, sendemast eller lignende.
• Sigt kompassets marchpil mod det ene kendingsmærke på land og drej kompashuset, så kompasnålen står over nordpil og linjerne i bunden af kompashuset. Læg kompasset på kortet, så nordpil og linjer i bunden af kompashuset ligger parallelt med nord/syd-linierne på kortet.
• Træk kompasset, således at kompassets lineal (kompassets kant) rammer kendingsmærket på kortet og træk en streg langs med kanten med en vandfast tush. Gør det samme med det andet kendingsmærke på land.

Hvor de to streger krydser hinanden er netop der, hvor du befinder dig.

Mørkesejlads

Sejler du i mørke og/eller er kommet afsted uden kompas, så kan du finde nord således:

Nord kan findes ved hjælp af Nordstjernen og Karlsvognen. Træk en linje gennem de bagerste to stjerner i Karlsvognen og forlæng den med fem stykker i en ret linje opad. Så vil denne linje ramme Nordstjernen. Nu ved du, hvor nord er og kan vende dit kort efter det – eller i det mindste sejle mod det verdenshjørne, du ønsker. Har du front mod nord, vil vest ligge til venstre og øst mod højre. Syd vil være bagud.

Sand og magnetisk nord

Magnetisk deklination skyldes at jordens magnetiske nordpol ikke er sammenfaldende med jordens geografiske nordpol. Misvisning er vinkel-forskellen mellem retningen mod den geografiske og den magnetiske pol set fra et givet punkt. Den magnetiske nordpol er pt. beliggende i det nordvestlige Canada, men flytter sig hvert år lidt nærmere nordpolen. Størrelse og fortegn på misvisningen – øst eller vest – afhænger af, hvor på jorden man befinder sig. På både alm. kort (navigationskort) og søkort vil misvisningen og den årlige ændring stå i kortkanten sammen med datoen for kortets trykning. På den måde kan man udregne den aktuelle misvisning på dagen.

Retvisende til misvisende (Kort til virkelighed)

• Misvisning: Vest “lægges til”
• Misvisning: Øst “trækkes fra”

Misvisende til retvisende (Virkelighed til kort)

• Misvisning: Vest “trækkes fra”
• Misvisning: Øst “lægges til”

Men lad os tage den i kronologisk rækkefølge, så er det faktisk ret nemt. Og når først søkortets opbygning sidder på rygraden, så er det let at navigere og finde interessante steder at sejle.

Denne artikel er en del af flere artikler, der tilsammen udgør et kursus i navigation. Du kan se de andre dele af kurset her.

Kortserie

For at dække verdenshavene og tilstødende farvande, har International Hydrographic Organization (IHO) fastsat regler, så der kan navigeres efter ens kortdata over hele jorden.De fleste danske søkort indgår i denne internationale serie af søkort. Derfor er oplysninger på kortet skrevet på både på dansk og engelsk. Hvis kortet indgår i IHO, så har det et international kortnummer, der starter med INT og følges af et nummer. Ud over dette internationale nummer, så har alle danske søkort et dansk nummer.

Målestok

Et papirkort er ofte i målestok 1:25000. Det betyder, at en cm. på kortet er 25000 cm. i virkeligheden eller 250 meter. Tillige er større havne indsat i en lille ramme i et målestoksforhold på 1:6000. Der er flere kortstørrelser, men 1:25000 er velegnet til kajakbrug. Så kan man have ca. 3 sømil på et A4 ark. Alle disse oplysninger står i kortrammen inklusiv kortets projektion (oftest Mercator). Projektionen er den metode, hvor jordkloden, der jo er rund, er overført til et fladt stykke papir. Der findes mange metoder til at overføre virkeligheden til kort, men alle har forskellige fejl indbygget. Vi husker sikkert rullekortet fra folkeskolen, hvor Grønland er større en Australien. Ser man på en globus, er det jo ikke tilfældet. Ved at tegne kortet på Mercantor-metoden, ses landområderne korrekt i forhold til hinandens placering og kompaslinjer er vinkelrette.

I kortrammen er der også beskrevet, hvordan højder og dybder er målt. Det er i de indre danske farvande (inden for Skagen) i forhold til middelvandstand. Uden for Skagen (i Nordsøen) er vanddybder opgivet i forhold til middel springtids lavvande  – eller gennemsnittet af lavvande ved springtid (springtid er, når måne, sol og jord står på samme rette linje og trækket i havet dermed er størst). Så der kan altså være dybere ved højvande og tilsvarende lavere ved lavvande eller hvis vind har blæst vand ud af en fjord. Nøjagtigheden på disse målinger strækker sig tilbage til 1900-tallet, og hvis de ikke er opdateret for nylig, så kan de være målt ved hjælp af et lod eller en loddestok.

Endelig er nøjagtigheden på kortet opgivet. I Danmark følger vi World Geodetic System fra 1984, men afhængig af kortdatas alder, kan et moderne Global Positioning System (GPS) apparat være mere nøjagtig end kortet. Generel er nøjagtigheden i Danmark god, og Søværnet udfører hvert år målinger fra forår til efterår, der forbedrer kortdata.

Topografi (på land)

Inden vi koncentrerer os om søkortet skal det lige bemærkes, at et søkort vil dække kystlinier og større, genkendelige genstande på land. F.eks. skove, veje tæt på kysten, byer og tårne, antenner og lignende. De kan anvendes til at bestemme positionen, hvis alt andet glipper. Se hvordan her.

Hydrografi (på søen)

På søkortet er en del oplysninger om dybder og hindringer på havet i form af sten, vrag og grundt vand. Hertil er vanddybder markeret med linjer, oftest for 2,4,6 og 10 meter. Det er kortets målestok, der afgør antallet af oplysninger og dybdekurvernes placering. Jo større målestok desto flere oplysninger. På kortet til venstre kan et 1:25000 søkort fra Roskilde Fjord ses. Læg mærke til de sparsomme oplysninger på land, mens øer, sten og dybdekurver er markeret på kortet. Ligeledes er vildtreservater og lignende også tegnet ind på kortet.

Normalt er kortdybder på under to meter farvet blå, mens større dybder er lyseblå. Land er farvet hvidt. Benyttes elektroniske kort, kan land være farvet gul og skove grønne. Her er vanddybder på over fire meter farvet hvide. Så du er nødt til lige at kigge dine kort efter, inden du benytter dem!

Signatur på kort

Vi er ved at være rundt om kortet og mangler kun at se på de generelle signaturer på kortet. Til venstre er listet de mest brugte signaturer. Du kan evt. trykke listen ud og laminere den ind på et af dine søkort, hvis dit udsnit ikke har signaturerne med.

Noter

Der kan også forekomme oplysende eller advarende noter i kortene. Disse noter kan have stor betydning for navigatøren, der her bliver gjort opmærksom på trafikforhold, magnetiske forstyrrelser, specielle sejladsanvisninger, dybdeforhold, kabler og rørledninger samt strømforhold.

Tip: Min erfaring er, at man nemt kommer til at vælge en pagaj, der er for lang og har et for bredt blad. Herved udnytter man måske ikke sine kræfter optimalt og det kan betyde, at en især lidt længere tur kan være en pine frem for en fornøjelse. Er du i tvivl, så vælg et lidt smallere blad.

Billedet til højre viser fire forskellige pagaj-blade og jeg har skrevet, hvordan de bruges optimalt. Øverst er en pagaj til høj pagajføring og nederst er en grønlænderpagaj, der er rigtig god til lav pagajføring. Modellerne i mellem yderpunkterne varierer i deres muligheder.

Høj pagajføring

Ved at ro med høj pagajføring – eller stejl pagajføring, som det også kaldes – så føres pagajen ned i vandet tæt på kajakkens skrog. Det giver et mere jævnt træk i kajakken, men også et træk, hvor der ikke er så store muligheder for at dreje kajakken. Momentet i pagajen er ikke så stort, som ved lav pagajføring. Til gengæld bruges en stor del af kraften til fremdrift i kajakken.

Som du måske kan forstå, så er høj pagajføring godt til kajakker, der er retningsstabile, f.eks. hvor finnen bruges optimalt og gerne i sammenhæng med et evt. ror. Langtursroere bør overveje at anvende høj pagajføring og dermed vælge en pagaj, der tilgodeser dette.

Lav pagajføring

Ved lav pagajføring sættes pagajens blad i vandet længere fra kajakkens side. Det giver bedre mulighed for at anvende trækket til samtidigt at dreje med kajakken, da momentet er større end ved høj pagajføring. Til gengæld er der ikke lige så meget kraft i taget, da der bruges mindre energi til selve fremdriften af kajakken. Det sidste kan afhjælpes noget ved at benytte en kajak med ror og derved forbedre kajakkens retningsstabilitet.

Bladformer

Uden at gå ind i en nærmest religiøs holdning til former på pagajens blad, så er der nogle enkelte ting, der er værd at holde fokus på.

1. Afrundede blade: Bladet er for neden rundet af, så det tager fat i vandet allerede i starten af rotaget – husk at bladet er vinklet i forhold til vandoverfladen. At bladet tager fat i vandet fra starten af rotaget bevirker, at man med stor fordel kan anvende kropsrotation til at give yderligere kraft i rotaget – men kan også føre til skader, da armene i starten af rotaget er strakte – og dermed har spændt sener og muskler helt ud. Bladet er normalt på europagajer, som nok er dem, der sælges flest af og de fleste kajakroere vil kunne bruge et blad med en sådan form.
2. Wing-blade: Er let ske-formet med yderligere forhøjede kanter, der sikrer at der flyttes en stor mængde vand i hvert rotag. De fleste wing-blade er samtidigt afrundede blade og er rigtig gode til at ro fremad. Hvis der skal gennemføres andre rotag, f.eks. støttetag, så kan bagsiden af bladet med fordel anvendes. Generelt giver formen på bladet mulighed for kraftfulde rotag, men kræver kræfter og er ikke så god til specielle rotag. Og wing-pagajen skal benyttes meget præcist i forhold til den vinkel, man sætter den i vandet. Ikke en pagajform for de fleste.
3. Andre blade: Nogle blade er ikke afrundede og ganske korte. De egner sig primært til roning i floder, kanoer eller ved white water kayaking. Det kommer jeg ikke ind på her, da min viden er begrænset på det område.

 Bladstørrelser

Endelig kan størrelsen på bladet betyde en del. Større blade har en større overflade og kan dermed flytte mere vand, men kræver også mere kraft i arme og krop. De fleste vil have fordel af at vælge bladstørrelser, der ikke er for brede – så hellere lidt længere. For så kan man regulere kraften i rotaget ved at stikke pagajen dybt eller mindre dybt i vandet. Især langtursroning og roning i jævnt tempo har gælde af et smallere blad og gerne afrundet.

Skivning

Mange foretrækker at deres pagaj er skivede, dvs. at bladene i hver side af pagajskaftet er vinklet i forhold til hinanden, se billedet herover. Er man højre- eller venstrehåndet, så kan man vælge at have pagajen skivet henholdsvis til højre eller venstre. Når rotaget foretages, så drejer man i håndledet på højre eller venstre hånd, når der skiftes side. På den måde stikkes pagajbladet i vandet i den korrekte vinkel. De fleste, der har en skivet pagaj, foretrækker at den er skivet fra 15-30 grader. Nogle pagajer kan man selv indstilles til skivning, så man selv kan vælge skivningen. Vær dog opmærksom på, at skivede pagajer kan belaste håndledet med alle de vrid på lange roturer. Du vrider en gang i håndledet for hvert rotag og normalt bringer et rotag dig 3 meter fremad. Du kan selv gange op, når du har målt en roet strækning.

Selv foretrækker jeg uskivet eller maksimalt 15 graders skivet pagaj. Men det er en smags- og vanesag, og har ikke rigtig indflydelse på brugen af pagajen. Prøv dig frem – og er du i tvivl, så anskaf en delbar pagaj, hvor skivning kan vælges frit.

I bund og grund handler stabilitet om at holde kajakroeren oven for vandet. Bredden af kajakken har en indflydelse, men det har roerens vægt og erfaring også. En stabil kajak for en habil kajakroer kan opfattes som meget ustabil for en nybegynder. Omvendt kan en nybegynder føle en kajak stabil, mens den erfarende kajakroer opfatter kajakken som sløv og kedelig. Så også perception indgår i opfattelsen af stabilitet. Men lad os se på nogle enkeltdele.

Stabilitet

Vi kommer ikke uden om lidt fysiske love, men jeg forsøger at holde det på et minimum og forklare mig så enkelt som muligt.

Stabilitet kommer ud fra to modsatrettede kræfter: Tyngdekraft og vandets bæreevne. Roerens vægt og udstyr tiltrækkes af jordens tyngdekraft, de er rettet mod jordens centrum, mens vandets bæreevne (nogle kalder det også opdrift) er en modsatrettet kraft af samme størrelse. Det er de to kræfters gensidige påvirkning, der udgør kajakkens stabilitet. Er de helt modsatrettede, f.eks. når kajakroeren sidder helt oprejst og ret i kajakken – og kajakken ligger stille på fladt vand, så er stabiliteten stor. Forskyder kajakroeren sin vægt til siden, så ændres den gensidige påvirkning, og kajakken få lidt mindre stabilitet. Ultimativt kæntrer roeren.

Skal vi tale fysik, så er vi dybt inde i Arkimedes Lov, der siger, at en genstand, som helt eller delvist nedsænkes i en væske, får en opdrift, som er lig med massen af den væske, genstanden fortrænger. Dvs. fortrænger den mere vand end den vejer, så flyder den. Og det er jo hele hemmeligheden bag en udhulet kajak (og andre fartøjer). Den fortrænger mere vand end både kajak, roer og udstyr vejer. Det modsatte gælder (forhåbentlig) for ubåde.

Vandets bæreevne er fordelt over hele den del af kajakken, der er nedsænket i vandet, hvilket betyder, at vandet presser på kajakkens sider og derved understøtter kajakkens (og roerens) vægt. Dette kaldes ‘fordelte kræfter’ og det kan en kajakdesigner bruge til at designe en kajak, der har netop den stabilitet, som designeren ønsker. Ved at beregne alle de fordelte kræfter kan designeren udregne kraftcentrum, som er der, hvor alle kræfterne mødes. Det kan designeren kombinere med vægten af kajakken, roeren og udstyr samt placering af dette i kajakken – også kaldet massecentrum. Opdriftens samlede kræfter kaldes opdriftscentrum, hvilket kajakdesigneren også kan beregne. Jeg har ikke hørt et dansk navn på ‘opdriftscentrum’, men på engelsk kaldes det “Center of buoyancy”. De to centre, kraftcentrum og massecentrum, kan kajakdesigneren så flytte frem og tilbage i designet og opnå forskellige typer af stabilitet, da de påvirker opdriftcentrummet. Og hvordan gøres så det?

Primær og sekundær stabilitet

Nu har vi Arkimedes Lov på plads – og hvordan kajakdesignerne bruger kræfterne til at designe kajakkerne. Så lad os se på, hvad primær og sekundær stabilitet egentlig er for nogle størrelser.

Primær stabilitet handler om skrogets form og distribuering af  kræfter. Primær stabilitet er kajakkens tendens til at modvirke kantning, når den ligger normalt i vandet. En bredere kajak og dermed større flade i vandet, der skal flytte vand når kajakken kantes, betyder en øget primær stabilitet. Derfor vil kajakker med samme form under vandlinjen have samme primær stabilitet og faktisk, modsat hvad mange mener, så betyder det mindre, om kajakken er flad i bunden, rund eller v-formet. Kajakkens form påvirker kun stabilitet, når denne kommer ud af eller ind i vandet. Så ved en begrænset kantning, vil kajakkens dele over eller under vandlinjen kun påvirke stabiliteten lidt. Det, der betyder noget, er designet af kajakken i selve vandlinjen og hvor meget vand, der flyttes ved kantning. Altså bredde og længde på kajakken. Føler du forskelle i stabilitet ved forskellige kajakker med samme brede og længde, vil dette primært skyldes forskellige siddehøjde i kajakkerne og dermed et forskelligt massecentrum.

Sekundær stabilitet handler om at kajakken kantes kraftigt og kræfterne i den primære stabilitet mindskes i den ene af siderne, mens kræfterne i den sekundære stabilitet tilføres i den anden. I virkeligheden fjerner du opdrift i den ene side, mens du tilfører opdrift i den anden. På tegningen til højre kan du se, hvad jeg mener. Du får også et indtryk af, at kajakkens side har indflydelse på mængden af opdrift i kombination med kajakkens bredde. Tydeligvis vil en højere kajakside betyde mere sekundær stabilitet, men vinklen af kajakkens side i forhold til vandlinjen er vigtig, da den indikerer, hvor langt kajakken kan kantes før stabiliteten mistes og kajakken vælter. Stabiliteten kan mistes meget hurtigt, når kajakken er kantet til punktet, hvor den sekundære stabilitet mistes.

Noget at lære?

Først og fremmest: Brug din kajak og lær dens stabilitet. Det gør dig også til en bedre roer i situationer, hvor stabiliteten udfordres, f.eks. i bølger. Men ud af ovenstående kan du blandt andet lære, at hvis du føler, at stabiliteten er forkert i din kajak, så vil et design med samme bredde og længde have næsten samme primære stabilitet. Det er lidt mere tricky med den sekundære stabilitet, da den i højere grad er afhængig af placering af vægt i kajakken. Er vægten placeret højt, har kajakken en tendens til at vælte hurtigere – men det afhænger også af skrogformen, der er over vandet, kaldet kajakkens kinder på engelsk.

Og nu kommer det sjove: Kajakdesignere kan selvfølgelig arbejde med vægtplacering og fordeling af kræfter, men også med forskellige bredder og former på skroget forskellige steder på kajakken. Herved kan de manipulere med kræfterne og skabe forskellige kajakker med stabilitet til både begyndere og øvede.

Og det er grunden til, at kajakker er så forskellige. Og hvorfor du kun kan lære din kajak at kende ved at bruge den. Og det er vel ikke så galt. Altså at komme på vandet og ro i kajak.

Konklusion

Som jeg startede med at skrive, så er stabilitet mange ting, herunder især perception. Derfor kan du ikke vide dig helt sikker på, om den kajakroer du taler stabilitet med, faktisk giver dig den rigtige viden. For dennes opfattelse af stabilitet kan være en anden end din. Du er nødt til at prøve kajakken selv. Men det giver jo også nogle fornøjelige timer i mange forskellige kajakker, når du skal købe en ny (eller brugt) kajak. Jeg håber at denne teoretiske, men forhåbentlig tilgængelige, artikel har givet en bedre forståelse af kajakstabilitet.